Min søn har fået arbejde et andet sted i landet, hvor han har fundet et mindre hus, som han ønsker at bo i. Jeg er indstillet på at optage et lån i mit hus, så jeg kan lave et forældrekøb af huset, og min søn er indforstået med at betale husleje til mig.
Det er meningen, at jeg skal holdes skadesløs hvad angår renterne på det lån, som jeg optager i min ejendom.
Skal der oprettes et lånebevis ved et sådant arrangement?
Er der juridisk set ulemper ved et forældrekøb?
"L.R."
Svar:
NEJ! og JA!
Hvis du køber det hus, som din søn ønsker at bo i, skal der ikke oprettes et gældsbrev mellem dig og din søn, men derimod en lejekontrakt. Din søn skal ikke betale renter på det lån, som du optager, men husleje, og den kan du bruge til at betale renterne. Men om huslejen rækker til det, kan være tvivlsomt, da du skal betale skat af lejeindtægten.
Den skattemæssige ulempe ved et forældrekøb består i, at du ikke kan sælge ejendommen skattefrit, når din søn engang flytter ud af den. Det kan du ikke, fordi du ikke selv har boet i huset, og derfor skal der betales skat af en eventuel fortjeneste.
Låner du i stedet din søn pengene til købet, vil han kunne sælge huset skattefrit, når han engang flytter fra det, dvs. når han selv har beboet det, men dog kun såfremt grunden er på maksimalt 1.400 kvadratmeter.
Vælger du at lade din søn købe huset for penge, som du selv har lånt, og som du har videreudlånt til din søn, så skal der oprettes et gældsbrev. Og her kan det udmærket aftales, at din søn skal betale det samme i rente, som du betaler på dit lån.
Efter det oplyste gør du klogt i at købe juridisk rådgivning, inden du eller din søn køber den omtalte ejendom.
J.G./E.F.