Det er ikke tilladt at have hund i den ejerforening, hvor vi har lejet en af ejerlejlighederne. Men vi overvejer trods forbuddet at anskaffe os en hund, og det har ejeren af lejligheden giver os tilladelse til.
Vi mener, at vi engang har hørt, at man gerne må passe hund i en periode, dog maksimalt i tre måneder, selv om der er forbud mod dyrehold. Derfor overvejer vi at have en dele-hund sammen med et andet par, så hunden bor hos os på skift.
Er det en holdbar model?
Generalforsamlingen i ejerforeningen har behandlet vores ansøgning om dispensation fra reglerne, det blev et afslag.
Hvis vi anskaffer os en hund, og hvis ejeren af lejligheden bliver bedt om at få os ud af lejligheden, kan I så oplyse, hvor lang frist han skal give os til at flytte?
”M.C.”
Svar:
NEJ! og JA!
Når der er et forbud mod at holde hund i ejendommen, må I ikke have en hund hos jer i tre måneder. Glem derfor alt om en sådan ”dele-hund”, som I kalder det.
Hvis I trodser forbuddet og anskaffer jer en hund, kan ejerforeningen tvinge den pågældende ejer til at ophæve lejemålet. I skal dog først have en skriftlig advarsel. Men når ophævelsen kommer, skal I straks fraflytte lejligheden, og gør I det ikke, kan udlejeren bede fogedretten om at sætte jer og hunden på gaden..
I stedet for at arbejde videre med jeres overvejelser om at trodse forbuddet mod dyrehold kan I med fordel forsøge at finde en anden lejebolig, hvor det er tilladt at holde hund. Alt andet vil være dumt og måske ganske dyrt i sagsomkostninger.
J.G./E.F.