Min mand og jeg blev gift i 2004, og vi har begge hver et voksens barn fra vores tidligere ægteskaber. Begge børn har skrevet under på, at vi må sidde i uskiftet bo med dem, men nu får vi oplyst, at det skulle have stået i et testamente.
Er det rigtigt?
Vi er enige om, at den længstlevende skal sidde i uskiftet bo med begge børn.
”T.N.”
Svar:
NEJ!
Den længstlevende af jer kan ikke komme til ”at sidde i uskiftet bo med begge børn”, men udelukkende med førstafdødes barn. Det er kun ægtefæller med fælles børn, der kan sidde i uskiftet bo med alle deres børn.
Et samtykke til uskiftet bo kan udmærket fremgå et selvstændigt dokument, så det behøver ikke at være en del af et testamente. Men et samtykke til uskiftet bo kan ikke stå alene, hvis I vil være sikre på, at jeres børn kommer til at dele alt ligeligt, når den længstlevende af jer dør. Det forudsætter, at I tillige opretter et testamente.
Der vil også være en del andre situationer, som I skal tage højde for i et testamente, hvis jeres børn skal stå lige. Det gælder blandt andet det forhold, at I kommer ud for en ulykke, hvor denne ene af jer dør på stedet, mens den anden af jer dør dagen efter. Her vil førstafdødes barn få 1/4 af det hele, mens længstlevende barn får 3/4 af det hele, medmindre I sørger for at indsætte bestemmelser om ligedeling i et testamente.
J.G./E.F.