Jeg er bekendt med, at der er kommet en ny lov vedrørende fremtidsfuldmagter, men er i tvivl om, hvad det betyder for os.
Vi er gift og har oprettet generalfuldmagt, idet kun min mands navn er anført på skødet. Ligeledes har vi lavet fuldmagt i vores pengeinstitut.
Kan I oplyse, hvad der er nødvendigt for at sikre os ved fx demens, hjerneblødning m.v., hvor der ikke kan tages stilling til salg af ejendom?
Jeg er meget i tvivl om, hvorvidt der skal laves fremtidsfuldmagt i stedet for den eksisterende generalfuldmagt.
Er det et krav, at vi skal gøre det?
”J.O.”
Svar:
JA! og NEJ!
Hvis I har oprettet generalfuldmagter, og hvis de er udformet korrekt, så er der ingen grund til at oprette såkaldte fremtidsfuldmagter i stedet.
I generalfuldmagterne giver I hinanden ret til at gøre alt på hinandens vegne, og dermed er I sikret i tilfælde af demens, hjørneblødning m.v. Forskellen på de to fuldmagtstyper er især det tidspunkt, hvor de gælder fra. En generalfuldmagt gælder fra det øjeblik, hvor den er dateret og underskrevet af fuldmagtsgiver. Derimod gælder en fremtidsfuldmagt først fra det øjeblik, hvor Statsforvaltningen sætter den i kraft på baggrund af en lægeerklæring.
Selv om din mand står alene på skødet, går vi ud fra, at I har givet hinanden en generalfuldmagt, da ingen ved, hvem af jer der dør først eller bliver dement. Du skriver det i ental – ”generalfuldmagt” – og hvis det er tilfældet, gør I klogt i at få oprettet endnu en generalfuldmagt, så I begge har givet hinanden fuldmagt til at gøre alt på hinandens vegne.
J.G./E.F.