Vores mor er hårdt ramt af Alzheimers og sidder i kørestol på et plejehjem, hvor hun bliver passet. Da hendes hus, som hun boede i indtil for et par år siden, havde stået tomt i et år, besluttede vi tre søskende at sælge det. Derfor blev der med råd fra en advokat oprettet en generalfuldmagt, så vi kunne forestå hussalget. Pengene fra handlen blev indsat på vores mors konto.
Kan vi på baggrund af generalfuldmagten give penge til os selv fra hendes konto i form af de årlige skattefrie gaver til børn, svigerbørn og børnebørn?
Vores mor har ingen mulighed for at bruge alle de penge, der står på hendes konto.
Banken tilskriver ingen renter på mors konto.
”P.P.”
Svar:
NEJ!
Efter det oplyste har den omtalte advokat givet jer et dårligt råd, for jeres mor har ikke på gyldig vis kunnet underskrive en generalfuldmagt, hvis hun er hårdt ramt af Alzheimers. Et sådant dokument kan kun oprettes af en person, der fuldt ud forstår rækkevidden af det.
Selv om det er ærgerligt, at provenuet fra hussalget står på en konto uden renter, så må I ikke give jer selv, jeres ægtefæller og jeres børn pengegaver fra hendes konto. En generalfuldmagt kan ikke bruges til fordel for jer selv eller jeres nærmeste.
J.G./E.F.