Når jeg tjekker varer på en netauktion, fraskriver firmaerne sig ansvaret og giver ingen garantier overhoved. For eksempel står der ved de meget dyre ure:
”Uret virker, men der garanteres ikke for funktionaliteten”.
Kan et netfirmaer fraskriver sig ansvaret på en sådan måde, fx ved et ur med en vurdering på 85.000 kr.?
Man risikerer jo at købe katten i sækken, da man ikke kan tjekke indmaden i uret på forhånd.
”L.E.”
Svar:
JA!
Det er fuldt ud lovligt at fraskrive sig ansvaret på den omtalte måde, men du behøver ikke at købe ”katten i sækken”.
Når du køber en vare, fx et dyrt ur, på en netauktion, har du 14 dages fortrydelsesfrist. Derfor kan du få tjekket ”indmaden” hos en urmager, og hvis vurderingen falder dårligt ud, kan du bruge din fortrydelsesret og få dine penge tilbage.
Lader du det pågældende netfirma sende varen til dig, så løber fortrydelsesfristen fra den dag, hvor du modtager varen. Derfor har du god tid til at få tjekken varen, fx et dyrt ur, inden fortrydelsesfristen udløber.
J.G./E.F.