Jeg har købt en ejerlejlighed uden at bede om elinstallations- eller en tilstandsrapport. En uge efter overtagelsen besluttede jeg mig for at anskaffe et nyt komfur, og derfor fik jeg en elektriker til at se på elinstallationerne i lejligheden.
Elektrikeren fandt ud af, at flere af installationerne er ulovlige, mens andre er dårligt udført. Han sagde, at der ville have været flere K3’ere, hvis der var blevet lavet et eltjek i forbindelse med købet, og at det vil koste 14.000 til 15.000 kr. at lovliggøre installationerne.
Har jeg noget at komme efter overfor sælger eller mægler i denne sag?
”S.N.”
Svar:
JA!
Det er ikke et krav, at der ved salg af en ejerlejlighed skal foretages et eltjek, og derfor er der næppe noget at bebrejde ejendomsmægleren. Men når der ikke er foretaget et eltjek, så kan sælgeren ikke fraskive sig ansvaret for fejl og mangler ved de elektriske installationer. Derfor kan du i op til ti år gøre et ansvar gældende for fejl og mangler – herunder de ulovlige elinstallationer.
Hvis du har haft en advokat til at gennemse købsaftalen, kan du med fordel gribe fat i advokaten, så han kan rejse krav over for sælgeren.
J.G./E.F.