Efter vi og vore naboer i en årrække har været enige om, hvem der klipper hækken i skellet og hækkens højde, har det desværre udviklet sig til gevaldige diskussioner. Naboerne har fået lagt deres have om og ønsker, at hækken skal være højere end den aftale, som vi oprindeligt indgik. Nemlig at vi skulle holde hækkens højde på maksimalt 1,5 meter.
Nu bliver jeg kaldt "en dum kælling", mens min mand betegnes som "en uduelig gammel støder", når vi klipper de værste vildskud af hækken. Og naboerne truer med at fjerne hækken for derefter at opsætte et rækværk.
Må de gøre det?
Kan de eventuelt opsætte et plankeværk et stykke inde på deres egen grund?
Kan I ellers give os et godt råd, for vi ønsker ikke denne ufred med naboerne?
"R.V."
Svar:
NEJ!, JA! og MÅSKE!
Jeres naboer må under ingen omstændigheder fjerne en hæk, der står i skellet for derefter at opsætte et rækværk. En fælles hegn kan kun udskiftes, hvis I er enige om det, eller hvis hegnssynet tillader det.
Til gengæld kan naboerne opsætte et såkaldt eget hegn, fx et plankeværk, et stykke inde på deres egen grund. Et sådant hegn skal holde en afstand til hækken, så den ikke beskadiges, og det må maksimalt have følgende højde:
"Egne hegn må ikke påføre naboen større ulemper end fælleshegn. Som følge heraf må egne hegn ikke have større højde end fælleshegn med et tillæg svarende til afstanden fra hegnet til skellinien…".
I stedet for at indlede sager ved hegnssynet vil det klogeste være at tage en stille og rolig snak. Og hvis det er højden, der har været problemet, kan I tilbyde, at hækken fremover kan være 1,8 meter høj, for det er den højde, som hegnssynet sandsynligvis vil komme frem til.
J.G./E.F.