Da min kæreste og jeg flyttede sammen i mit rækkehus, valgte han et udleje sin ejerlejlighed, så han havde noget at flytte tilbage i, hvis vores forhold ikke kunne holde.
Ejerlejligheden blev udlejet for det beløb, som det koster min kæreste at have den. Men lejerne klagede til huslejenævnet, og nu er deres husleje sat væsentligt ned. Derfor taber min kæreste hver måned penge på udlejningen.
Er det være juridisk korrekt, at lejere kan få huslejen sat ned, når de selv har skrevet under på en aftale, hvor de forpligter sig til at betale en bestemt husleje?
Nu vil min kæreste sælge lejligheden, og derfor har han sendt en opsigelse til lejerne. Men den vil de ikke acceptere og har svaret, at de bliver boende.
Kan min kæreste opsige lejemålet, når ejerlejligheden skal sælges?
Er der andre muligheder for at slippe af med lejerne?
“D.K.”
Svar:
JA!, NEJ! og sandsynligvis NEJ!
Den danske lejelovgivning er en social beskyttelseslov, som indeholder to slags regler. Nemlig regler, der gælder, uanset om parterne aftaler noget andet i lejekontrakten, og regler, som kun gælder, hvis der ikke er aftalt noget andet i lejekontrakten.
Når det drejer sig om huslejens størrelse, kan lejerne til enhver tid – og uanset hvad der står i lejekontrakten – få huslejenævnet til at afgøre, hvad der er den korrekte husleje for det pågældende lejemål. Eller sagt på anden vis, så kan lejerne få dage efter, at de har skrevet under på en aftale, hvor huslejen fx står til fx 6.000 kr. om måneden, forsøge at få den nedsat til “det lejedes værdi”, dvs. hvad der betales i husleje for lejligheder af tilsvarende størrelse, standard og beliggenhed.
Din samlever kan ikke opsige lejemålet, fordi han ønsker at sælge lejligheden. I stedet må han sælge den som udlejet, dvs. med respekt af lejemålet, og dermed til reduceret pris.
Hvis din samlever ønsker at bo i lejligheden, kan han forsøge at opsige lejemålet med et års varsel. Men sandsynligvis kan han heller ikke komme igennem med en sådan opsigelse, for lejeloven bestemmer følgende:
1) Dels skal han “ved lejemålets påbegyndelse” have gjort lejeren bekendt med, at “det lejede er en ejerlejlighed, og at opsigelse kan ske efter lejelovens § 83 litra a”. Disse oplysninger bør af bevismæssige grunde stå i kontrakten.
2) Og dels skal det, hvis lejeren protesterer imod opsigelsen, vurderes, om opsigelsen er rimelig ud fra såvel lejerens som ejerens interesse i lejemålet.
Mange ejere af lejligheder kommer galt af sted, når de på egen hånd indgår en lejeaftale. Og det gør de, fordi lejeloven indeholder en række bestemmelser, som gælder, selv om der står noget andet i lejekontrakten.
J.G./E.F.