Kan min udlejer forlange, at jeg ikke må ryge i lejligheden?
Der står ikke noget om rygning i lejekontrakten, og jeg har snart boet i lejligheden i fem år.
Hvis jeg ikke holder op med at ryge i lejligheden, vil min udlejer give mig en bøde på 5.000 kr., og han truer tillige med at opsige lejeaftalen.
Min udlejer siger, at der er kommet en ny paragraf i lejeloven.
Er det rigtigt?
”H.J.”
Svar:
To gange NEJ!
Din udlejer kan ikke forbyde dig at ryge i lejligheden, og det er totalt tomme trusler at tale om en bøde, for din udlejer har ingen mulighed for at give dig bøder. Desuden kan din udlejer ikke opsige lejeaftalen, fordi du fortsætter med at ryge i lejemålet.
Der er ganske rigtigt ændringer på vej, når det gælder lejelovgivningen. Men de indeholder ingen regler, som en udlejer kan bruge til at indføre rygeforbud i et bestående lejemål.
J.G./E.F.