Jeg bor til leje i en boligforening, hvor vi en gang årligt har et afdelingsmøde. Her kan vi beboere komme med forslag, som vi så stemmer om.
Kan en driftschef uden om afdelingsmødet bestemme, at ved fraflytning skal en udestue pilles ned, og at fraflytteren skal betale for det?
Det må ikke drives virksomhed fra lejlighederne i boligforeningen, men alligevel er der en beboer, som fra boligforeningen har fået ret til det. Rent faktisk står det i hans lejekontrakt.
Boligforeningen siger, at der skete en fejl, da huslejekontrakten blev skrevet, men at det er boligforeningen nu afskåret fra at kunne gøre noget ved.
Kan det være rigtigt?
Hvis vi andre laver en fejl, så retter vi den da bare.
”V.G.”
Svar:
To gange JA!
Hvis der er tale om en udestue, som lejeren selv har fået sat op, kan udlejeren forlange, at den skal fjernes, når lejeren flytter. Derfor kan en repræsentant for udlejeren – i dette tilfælde en driftschef – fremsætte kravet på boligforeningens vegne.
Den ene part i et gensidigt aftaleforhold kan ikke efterfølgende gennemtvinge ændringer i aftalen. Derfor er boligforeningen afskåret fra at ændre en lejekontrakt, hvor en lejer har fået ret til at drive erhverv fra sin bolig.
J.G./E.F.