• Skræddersyet testamente – kun 1.800 kr.

Juraeksperten

Familiens Juridiske rådgiver

  • Forside
  • Hos dig
  • Om mig
  • Artikler
  • Brevkasse
  • Dokumenter
  • Priser
  • Kontakt

Af Erik

-Børnene har vendt mig ryggen

Jeg har to børn, som jeg ikke har set eller hørt fra i mere end ti år. De ønsker ikke at have kontakt med mig, fordi jeg forelskede mig i en anden og blev skilt fra deres mor.
Kan I give en rimelig forklaring på, hvorfor to børn, der har vendt mig ryggen, skal have krav på arv – i form af såkaldt tvangsarv – når jeg en gang dør?
Efter min opfattelse er det en mærkelig retstilstand, at de penge og værdier, som jeg på lovlig vis har skrabet sammen, ikke kan gå ubeskåret til dem, jeg holder af.
De to børn er voksne, og jeg aner ikke, hvor i verden de bor. Jeg har ikke andre børn, og jeg er gift med den kvinde, der mødte for godt ti år siden.
"G.S."

Svar:
TJA!
Vi kan godt forklare, hvorfor dansk lovgivning indeholder regler om tvangsarv, men du er i din gode ret til at mene, at reglerne er urimelige.
Reglerne om tvangsarv bygger på en opfattelse af, at værdier til dels skal gå videre i familien, og i forbindelse med vedtagelsen af den nye arvelov var der såvel i udvalget som i folketinget flertal for, at tvangsarveretten ikke skulle ophæves. I stedet blev den halveret, dvs. så du og andre frit kan testere over en større andel af værdierne, selv om I har tvangsarvinger. Desuden blev der indsat en beløbsmæssig begrænsning af hensyn til at lette overdragelse af virksomheder. Her kan man bestemme, at et barns tvangsarv skal begrænses til en mio. kr. (et beløb der pristalsreguleres hvert år), selv om man har en meget stor formue, fx som Mærsk Mc-Kinney Møller.
Indtil den nye arvelov trådte i kraft ved årsskiftet, kunne du frit bestemme, hvem der skulle arve halvdelen af de værdier, som du efterlader dig. Resten havde dine tvangsarvinger, dvs. din kone og dine to børn krav på. Hvis du havde begunstiger din kone mest muligt i et testamente, stod hun derfor til at arve 2/3 af dine værdier, mens dine børn hver især skulle have 1/6 som deres tvangsarv.
Efter den nye arvelov, der trådte i kraft 1. januar 2008, kan du frit bestemme over tre fjerdedele af alt, hvad du efterlader dig. Hvis du begunstiger din kone mest muligt efter de nye regler, står hun til at få 7/8 af dine værdier, mens dine to børn hver især får 1/16 som deres tvangsarv. Hvis du og din kone har formuefællesskab, får din kone 15/16 af fællesformuen og dine børn hver især 1/32 som tvangsarv.
Du kan i øvrigt begrænse de to børns tvangsarv endnu mere og eventuelt helt forhindre dem i at få arv efter dig, hvis du kombinerer et testamente med en ægtepagt, hvor du og din kone får særeje i jeres ægteskab.
Ønsker du og din kone at være sikre på at få halvdelen af jeres samlede værdier ved en eventuel skilsmisse, kan en ægtepagt og et testamente begrænse børnenes tvangsarv til 1/32, dvs. 1/64 til hver af dine to børn i tvangsarv efter dig. Vælger I denne model, kommer din kone til at sidde tilbage med 31/32 af jeres samlede værdier, mens dine to børn deler 1/32, dvs. 1/64 til hvert barn, såfremt du dør før din kone.
Mulighederne er mange, og I kan med fordel få en specialist til at skræddersy den model, som du og din kone ønsker.
J.G./E.F.

Skrevet i: Brevkasse - Sikring ved død

Profil

Manden bag JuraEksperten er cand. jur. og journalist Erik Frodelund, som i de seneste 30 år har beskæftiget sig med juridisk rådgivning som en del af sit faste arbejde samt i fritiden.

Den 69-årige Erik Frodelund har i en lang årrække arbejdet som chefredaktør på Århus Onsdag samt i Østjyske Distriktsblade K/S, inden han i perioden fra 2000 til 2005 var ansvarshavende chefredaktør og administrerende direktør på Århus Stiftstidende K/S.

Artikler

JuraEkspertens opfordring til Folketinget
JuraEkspertens kronik (“Værsgo’ og spis – 3.125 kr. i timen”) i JP 15/4.
JuraEkspertens spørgsmål om aldersdiskrimination til Folketinget
Læs en af annoncerne for JuraEksperten her

Copyright © 2026 · JuraEksperten.dk · Kontakt