• Skræddersyet testamente – kun 1.800 kr.

Juraeksperten

Familiens Juridiske rådgiver

  • Forside
  • Hos dig
  • Om mig
  • Artikler
  • Brevkasse
  • Dokumenter
  • Priser
  • Kontakt

Af Erik

-Lejen stiger automatisk ved årsskiftet

Min datter bor til leje i en ejendom, der administreres af et advokatfirma, som bør kende reglerne på dette område. Men jeg er i tvivl om, hvorvidt firmaet gør det, for jeg har aldrig tidligere hørt om en lignende måde at hæve huslejen på.
I min datters lejekontrakt står, at huslejen stiger hvert år pr. 1. januar med 100 kr. om måneden, og at den forudbetalte husleje samt depositummet på tre måneders husleje skal reguleres med samme beløb. Det betyder, at min datter hvert år pr. den 1. januar skal betale 500 kr. ekstra, og derefter 100 kr. ekstra hver måned.
Kan det være lovligt at lade huslejen stige år efter år med samme beløb, når der ikke laves forbedringer på ejendommen?
“A.B.S.”

Svar:
JA!
Hvor godt det pågældende advokatfirma kender lejelovens regler, kan vi selvsagt ikke vide. Men noget tyder på, at firmaet ikke har læst alle paragraffer, og det vender vi tilbage til sidst i dette svar.
Lejeloven indeholder regler, der under visse betingelser giver mulighed for at indgå lejeaftaler med såkaldt trappeleje, dvs. hvor huslejen hæves med et bestemt beløb pr. måned hvert år. Det gælder blandt andet i ejendomme, hvor huslejen i begyndelsen er lav, og hvor den over en fastsat årrække hæves til markedsniveau for den pågældende type lejemål. Denne regel står i lejelovens § 53 stk. 2 sidste del:
“I lejeperioden kan dog aftales forhøjelser med bestemte beløb til bestemte tidspunkter”.
Hvis der på lovlig vis kan indføres trappeleje i din datters lejemål, så er det også lovligt at hæve den forudbetalte husleje og det indbetalte depositum. Men her begår det omtalte administrationsfirma en fejl, for den årlige regulering kan ikke gennemføres som en enkelt ekstra betaling – i din datters tilfælde på 500 kr. Lejelovens bestemmer nemlig følgende:
“Gennemføres lejeforhøjelse, kan depositum og forudbetalt leje kræves reguleret. Reguleringen kan for de nævnte beløb opkræves med lige store månedlige beløb over samme antal måneder, som det pågældende beløb svarede til i forhold til lejen ved lejemålets indgåelse”.
Din datter kan derfor ikke forpligtes til at betale de 500 kr. i januar. De ekstra 400 kr., dvs. for regulering af depositum og forudbetalt husleje, skal opkræves over mindst fem måneder, fx med ekstra 80 kr. pr måned.
J.G./E.F.

Skrevet i: Brevkasse - Private lejemål

Profil

Manden bag JuraEksperten er cand. jur. og journalist Erik Frodelund, som i de seneste 30 år har beskæftiget sig med juridisk rådgivning som en del af sit faste arbejde samt i fritiden.

Den 69-årige Erik Frodelund har i en lang årrække arbejdet som chefredaktør på Århus Onsdag samt i Østjyske Distriktsblade K/S, inden han i perioden fra 2000 til 2005 var ansvarshavende chefredaktør og administrerende direktør på Århus Stiftstidende K/S.

Artikler

JuraEkspertens opfordring til Folketinget
JuraEkspertens kronik (“Værsgo’ og spis – 3.125 kr. i timen”) i JP 15/4.
JuraEkspertens spørgsmål om aldersdiskrimination til Folketinget
Læs en af annoncerne for JuraEksperten her

Copyright © 2026 · JuraEksperten.dk · Kontakt