I forbindelse med min sygdom har min kone og jeg talt en del om, hvordan hun bliver sikret bedst muligt, og hvordan jeg ønsker min begravelse.
Vi har ingen børn sammen, men jeg har en voksen søn fra mit første ægteskab. Han er indstillet på, at min kone må sidde i uskiftet bo med ham.
Skal der udfyldes en særlig erklæring i denne sammenhæng?
Er der andet, som vi skal være opmærksomme på?
Jeg ønsker at blive begravet i en lille lund, der er en del af vores sommerhusgrund. Men det kan tilsyneladende ikke lade sig gøre. I hvert fald siger den lokale præst, at det vil være i strid med loven.
Kan det være rigtigt?
“S.M.”
Svar:
Tre gange JA!
Din voksne søn kan allerede nu give sit skriftlige forhåndssamtykke til, at din kone må overtage det hele og sidde i uskiftet bo med ham, såfremt hun bliver den længstlevende i jeres ægteskab. Der findes ingen “særlig erklæring”, som I skal udfylde, for et samtykke som det omtalte kan skrives på et ganske almindeligt stykke papir, blot det bliver dateret og underskrevet personligt af jer alle.
I kan fx skrive følgende:
“Undertegnede… (din søn) giver herved med virkning for mig selv og mine livsarvinger uigenkaldeligt samtykke til, at… (din kone) må sidde i uskiftet bo med mig, hvis min far… (dit navn osv.) afgår ved døden før… (din kone)”.
Men inden din søn giver et sådant samtykke, skal I overveje, om der skal oprettes et testamente, hvor din søn bliver indsat til også at få arv efter din kone. I modsat fald står han til at arve din halvdel af værdierne i det uskiftede bo, mens den anden halvdel går til din kones slægtninge.
Eller sagt på anden og mere klar vis, så har I tillige behov for at få oprettet et testamente med klare bestemmelser om, hvad din søn skal arve- og eventuelle vilkår for arven – når din kone afgår ved døden.
Den lokale præst har givet dig et juridisk rigtigt svar, for efter loven kan der ikke gives tilladelse til askespredning på en sommerhusgrund. Til gengæld kan du allerede nu sikre dig, at din aske må spredes over åbent farvand. Du skal blot skrive på et stykke papir, at det er dit udtrykkelige ønske og sørge for at datere og underskrive dit såkaldte begravelsestestamente.
Med den omtalte tilladelse i hånden kan din enke få udleveret urnen, hvorefter hun selv skal sørge for resten.
J.G./E.F.