Jeg har de seneste år haft et abonnement på Internet hos en af de større udbydere. Dette abonnement opsagde jeg for et halvt år siden, og jeg modtog efterfølgende en skriftligt bekræftelse på, at hvis selskabet ikke hørte andet fra mig, så ville opsigelsen træde i kraft den… (en bestemt dato).
Men sådan gik det ikke. Jeg fik fortsat månedsregning efter udløbet af opsigelsesfristen. Derfor ringede jeg til selskabet, som til min overraskelse meddelte, at jeg telefonisk skulle have annulleret min opsigelse, hvilket jeg aldrig har gjort.
Nu truer selskabet mig med inkasso.
Kan et teleselskab slippe godt fra at påstå, jeg har annulleret min opsigelse, når jeg aldrig har gjort det?
"E.K."
Svar:
MÅSKE!
Det er op til dig, om du vil tage en sag mod selskabet på den omtalte baggrund, og derfor kan vi kun svare "måske" på dit spørgsmål.
Juridisk set er det teleselskabet, der skal sandsynliggøre, at du telefonisk har annulleret din opsigelse, og det kan selskabet selvsagt ikke efter det oplyste. Men går selskabet videre med sagen, skal du væbne dig med tålmodighed og bruge en del tid på at svare advokater m.v.
Du kan eventuelt tage kontakt med Forbrugerstyrelsen – via dens såkaldte hotline – for at få oplyst, hvad det har af erfaringer med det pågældende teleselskab, som tilsyneladende bruger helt uacceptable metoder for at fastholde dets kunder.
Skulle du en anden gang skulle modtage en lige så besynderlig bekræfte på en opsigelse, kan du eventuelt sende den pågældende virksomhed et anbefalet brev, hvor du understreger, at din opsigelse står ved magt, og at selskabet ikke hører andet fra dig, inden opsigelsesfristen er udløbet. Behold i givet fald en kopi af det anbefalede brev.
J.G./E.F.