Gælder der ikke et krav om, at bådejere skal have en ansvarsforsikring på samme måde som bilejere?
Når jeg stiller spørgsmålet, hænger det sammen med, at der i nærheden af vores sommerhus ligger et strandet fritidsfartøj, som vi frygter bliver slået i stykker af efterårets storme og forurener vandet samt stranden.
Det er en psykisk syg mand, der tidligere boede på den ombyggede lille kutter, men som er sejlet på grund og har forladt skibet. Han er mig bekendt håbløs forgældet og vist nok tvangsindlagt for tiden.
Kan vi lade båden fjerne for hans regning?
”E.B.”
Svar:
NEJ! og TJA!
Der er ingen lovmæssige krav om, at ejere af fritidsfartøjer skal have en ansvarsforsikring, så det vil være ejeren af båden, der er ansvarlig for at få den fjernet. Desuden ville en ansvarsforsikring næppe dække bjærgningen af en strandet båd.
I kan godt lade båden fjerne og få ejeren dømt til at betale udgiften. Men da det er bestilleren, der skal betale i første ombæring, påfører I sandsynligvis blot jer selv en udgift, som I ikke har udsigt til at få refunderet af bådejeren.
Prøv at tage kontakt med kommunen, der er den lokale miljømyndighed, og som måske vil lade båden fjerne for at hindre en senere forurening af stranden. I har ikke krav på, at kommunen lader båden fjerne, men det er et forsøg værd.
J.G./E.F.