Min kone og jeg har nået en alder, hvor vi ikke længere kan passe vores sommerhus. Derfor er vi indstillet på at forære vores børn huset efter den model, som I har beskrevet her i brevkassen.
Vi står begge som ejere af sommerhuset.
Kan I oplyse, hvad vi afgiftsfrit må give vores to børn i 2014?
Er der krav om, at der skal laves tilstandsrapport ved et sådant salg?
Kan vi selv skrive de nødvendige papirer?
Kan I oplyse, hvad der er en sædvanlig advokatpris for papirarbejdet?
”H.W.”
Svar:
JA!, NEJ! og to gange TJA!
Når I begge står som ejere af sommerhuset, har I hver især værdier, og derfor kan I hver især give jeres børn en afgiftsfri pengegave på 59.800 kr. i 2014, dvs. I kan til sammen forære 119.600 kr. af friværdien i huset til hvert barn.
Der er ingen krav om, at der skal udarbejdes en tilstandsrapport, når I sælger jeres sommerhus. Men vil I undgå at hæfte for eventuelle fejl og mangler, skal der laves en tilstandsrapport, lige som I skal tilbyde at betale halvdelen af udgiften til en ejerskifteforsikring.
Hvis I solgte huset i almindelig fri handel, ville vi helt klart anbefale, at I fik udarbejdet en tilstandsrapport. Men når der er tale om en favorabel familiehandel med jeres to børn, kan det være en fornuftig besparelse.
I har ret til at skrive alle papirerne selv og gennemføre tinglysningen på egen hånd. Men I gør sandsynligvis klogt i at købe juridisk assistance, da meget kan gå galt ved udformning af gavebreve, anfordringslån og en eventuel samejeoverenskomst.
Der findes ingen faste priser på et juridisk arbejde som det omtalte. Men med købsaftale, gennemførelse af den digitale tinglysning og udformning af de øvrige dokumenter vil en fornuftig pris ligge mellem 8.000 og 15.000 kr. inkl. moms. I kan eventuelt ringe til forskellige advokater for at få en pris, inden I bestiller arbejdet udført.
J.G./E.F.