Min kæreste er blevet lokket til at gøre en kvinde gravid. Det skete, inden jeg lærte ham at kende, og han ønsker på ingen måde at blive far til barnet.
Den pågældende pige havde garanteret ham, at hun spiste p-piller, men det har vist sig at være løgn. Hun ville have et barn og ønsker at leve som singlemor. Derfor var hun ikke interesseret i at fortsætte forholdet, efter hun blev gravid.
Kan min kæreste slippe for at blive registreret som barnets far, når han er blevet snydt og bedraget?
Kan I oplyse, hvad det bevirker for ham, hvis han bliver registreret som barnets far?
Min kæreste vil ikke have noget med barnet at gøre, når det bliver født.
”L.L.S.”
Svar:
NEJ! og JA!
Selv om din kæreste er blevet ”lokket, snydt eller bedraget” – som du skriver – til at gøre pigen gravid, så kan han ikke bruge det til noget. Her gælder ingen fortrydelses- eller ugyldighedsregler, men udelukkende de faktiske omstændigheder. Nemlig at pigen er gravid, og at din kæreste er barnets biologiske far.
Hvis den pågældende kvinde oplyser, at din kæreste gjorde hende gravid – og det rent faktisk er tilfældet – bliver han udlagt som barnets biologiske far. Det bevirker, at han får sig en tvangsarving i form af et barn, der har krav på arv efter ham, og at han kan forpligtes til at betale børnebidrag de kommende 18 år.
J.G./E.F.