Jeg har en god ven, der de næste fem år kommer til at opholde sig i udlandet det meste af året, men han bliver ikke udlandsdansker. Han vil fortsat betale skat her i landet.
Nu har han spurgt, om han kan have sin folkeregisteradresse hos mig, så han er sikker på at få fuld folkepension, når den tid kommer. Han skal hverken bo eller have indbo i mit hus
Kan jeg på komme i klemme ved at lade ham have sin adresse hos mig?
”T. N.”
Svar:
JA! og PAS PÅ!
Som du indirekte skriver, medvirker du til socialt bedrageri ved at lade din ven have folkeregisteradresse hos dig – og dermed optjene mere i folkepension – selv om du er bekendt med, at han bor i udlandet.
Din ven skal have boet i Danmark i mindst 40 år, efter han blev 15 år, før han har optjent retten til at få fuld folkepension.
Efter CPR-loven skal din ven registres som ”udrejst”, når han bor i udlandet de næste år. Det fremgår af CPR-lovens § 24 stk. 1:
”Enhver, som fraflytter til udlandet, skal registreres i CPR som udrejst. Vedkommende skal anmelde fraflytningen til bopælskommunen inden udrejsen”.
Din ven kan straffes, hvis han undlader at blive registreret som ”udrejst”:
”Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning straffes med bøde den, der forsætligt eller ved grov uagtsomhed ikke rettidigt anmelder en flytning efter § 24 stk. 1”.
J.G./E.F.