Jeg flyttede ind i min nuværende lejlighed for godt to måneder siden, men jeg ønsker at opsige lejemålet og flytte, for jeg tror, der er skimmelsvamp i lejligheden.
Efter at have talt med andre lejere i ejendommen, er jeg bekymret for, at skimmelsvampen blot er dækket med maling, og at den slår igennem på et tidspunkt. Den tidligere lejer flyttede på grund af skimmelsvamp.
Kan jeg undgå at betale husleje i de tre måneder, hvor jeg egentlig har pligt til det?
Jeg har gjort min udlejer opmærksom på, at der efter min opfattelse er skimmelsvamp i lejligheden.
”M.H.”
Svar:
MÅSKE!
Hvis der rent faktisk er skimmelsvamp i lejligheden, og hvis udlejeren ikke får den fjernet hurtigst muligt, kan du ophæve lejeaftalen og flytte, dvs. så du ikke skal betale husleje i en sædvanlig opsigelsesperiode.
Du kan ophæve lejeaftalen på baggrund af lejelovens § 12, der bestemmer følgende:
”Er det lejede mangelfuldt som nævnt i § 11, og afhjælper udlejeren ikke straks mangelen, eller kan den ikke afhjælpes inden for rimelig tid, kan lejeren hæve lejeaftalen, hvis mangelen må anses for væsentlig eller udlejeren har handlet svigagtigt.
Stk. 2. Er mangelen afhjulpet, inden lejeren har hævet lejeaftalen, kan lejeren ikke senere påberåbe sig mangelen som grund for ophævelse”.
Det er dig, der skal sandsynliggøre, at der er skimmelsvamp i dit lejemål, så det ikke nok, at du ”tror, der er skimmelsvamp i lejligheden”. Men måske kan du få kommunens tekniske forvaltning til at undersøge, om der er skimmelsvamp, og dermed om lejligheden er egnet til beboelse.
J.G./E.F.