Min kone og jeg købte i sommeren 2008 en mindre ejerlejlighed i den by, hvor vores datter skulle tage sin uddannelse. Lejligheden blev udlejet til vores datter, som nu er flyttet ind hos sin kæreste.
Da vi ikke længere har noget at bruge lejligheden til, har vi fået en ejendomsmægler til at vurdere den med henblik på et salg. I den forbindelse har vi fået oplyst, at vi skal beskattes af fortjenesten, der forventes at blive knap 200.000 kr.
Er det rigtigt?
Mægleren siger, at vi har dummet os, fordi vi ikke solgte lejligheden til vores datter, mens hun boede i den, for så ville hun kunne have fået fortjenesten skattefrit.
Er det rigtigt?
Kan vi fortsat sælge lejligheden til vores datter med 15 % rabat i forhold til den offentlige vurdering, så hun får fortjenesten ved et videresalg til andre?
Der er omkring 280.000 kr. i forskel på den pris, vi må sælge lejligheden til, når det gælder vores datter, og den pris, som mægleren mener, at lejligheden kan sælges til.
“J.K.”
Svar:
JA!, MÅSKE! og NEJ!
Når du og din kone ikke selv har beboet ejerlejligheden, skal I ganske rigtigt betale skat af en eventuel fortjeneste.
Ligeledes har mægleren ret i, at hvis I havde solgt lejligheden til jeres datter, mens hun fortsat boede i den, ville hun ved et senere salg kunne beholde fortjenesten skattefrit. Men vi kan ikke afgøre, om I har “dummet jer” ved ikke at sælge til jeres datter, da vi ikke kender jeres konkrete forhold.
Nu er det for sent at gennemføre en såkaldt favorabel familiehandel med jeres datter, medmindre hun flytter tilbage i lejligheden i en periode, inden hun sælger den. Skattefriheden gælder nemlig hun, såfremt jeres datter har beboet lejligheden, mens hun ejede den, og det vil ikke være tilfældet, når hun nu bor et andet sted.
Det er langtfra altid en god idé, at forældre køber en lejlighed til brug for deres børn. I en del tilfælde kan det være skattemæssigt klogere at låne børnene pengene, så de selv kan købe boligen, og så de på den måde kan få en eventuel fortjeneste skattefrit. Men det skal i hvert enkelt tilfælde vurderes på baggrund af parterne økonomiske forhold.
J.G./E.F.