Jeg flyttede for et par år siden sammen med min kæreste i hans hus, og nu har vi bestemt os for, at vi skal giftes. Men det afføder en del overvejelser om vores kommende formueordning.
I øjeblikket er der opsparet en større friværdi i det hus, min kæreste ejer, og derfor er der ikke rimeligt, hvis jeg skal have halvdelen i tilfælde af en skilsmisse.
Da friværdien i en fast ejendom svinger meget, mener vi ikke, at det er rigtigt at tage udgangspunkt i friværdien her og nu. I stedet ønsker vi en formueordning, hvor jeg bliver sikret en mindre del af friværdien, men hvor vi undgår at skulle handle ejendommen indbyrdes.
Kan I anvise en løsning på disse overvejelser?
Kan I ellers give os et godt råd, når det gælder vores formueordning?
Kan I oplyse, hvad det koster at få advokatbistand i denne sammenhæng?
“Y.W.L.”
Svar:
JA!, MÅSKE! og til dels JA!
I kan for eksempel indgå en aftale om, at en andel, fx 50 %, af alt, hvad I hver især ejer ved ægteskabets indgåelse, skal tilhøre jer som skilsmissesæreje og 50 % som fælleseje. På den måde vil din mand være sikret tre fjerdedele af friværdien i ejendommen ved en skilsmisse.
I kan også vælge en aftale, hvor din ægtefælle forlods bliver sikret et bestemt beløb, mens resten deles ligeligt ved skilsmisse. Men uanset, om I ønsker et såkaldt brøkdelssæreje eller et såkaldt sumsæreje, skal det fremgå af en ægtepagt, der tinglyses ved retten i Århus (gælder ægtepagter fra hele landet).
Da vi ikke kender jeres mere konkrete økonomiske forhold, har vi ingen mulighed for at beskrive den formueordning, der vil være den optimale for jer. Men her følger vores bedste råd i denne sammenhæng:
1) Køb ekspertbistand til at få skræddersyet jeres ægtepagt.
2) Sørg for at ægtepagten bliver tinglyst, inden I indgår ægteskab.
Advokater skriver regninger på baggrund af det tidsforbrug, som de har på en sag, og de beregner sig typisk mellem 1.800 og 2.500 kr. i timen. En drøftelse af jeres formueordning og udformning af en ægtepagt beløber sig sandsynligvis til 6.000 til 8.000 kr. plus et tinglysningsgebyr på 1.400 kr.. Men bed eventuelt om at få et skriftligt prisoverslag på forhånd.
J.G./E.F.