Hvis man forestiller sig en situation, hvor et ægtepar bor i eget hus. Kun den ene ægtefælle har underskrevet skødet, og netop denne ægtefælle går hen og bliver senil. Den anden ægtefælle har nu ingen mulighed for at sælge huset.
Kan I oplyse, hvad man kan gøre for at undgå den situation?
Vil det være nok, hvis begge ægtefæller står på skødet?
”L.I.”
Svar:
JA! og NEJ!
Hvis en ægtefælle er så dement eller senil, at vedkommende ikke kan overskue konsekvenserne af sin underskrift, er ægtefællen ganske rigtigt afskåret fra at kunne sælge huset. Derfor kan huset kun sælges, hvis den senile ægtefælle får beskikket en værge, eller hvis den senile ægtefælle inden seniliteten indtraf har givet en anden – fx sin ægtefælle – fuldmagt til at gøre det.
Da et værgemål er en besværlig proces, vil det klogeste være, at de to ægtefæller på forhånd har givet hinanden fuldmagt til at gøre alt på hinandens vegne. Det kan gøres i en såkaldt generalfuldmagt.
En generalfuldmagt gælder fra den dag, hvor den udstedes og kan bruges, uanset om ejeren af huset er senil eller ej. Derfor forudsætter en sådan fuldmagt, at ægtefællerne har fuld tillid til hinanden.
Hvis ægtefællen kun skal kunne sælge huset i tilfælde af, at partneren er blevet senil eller dement, kan ægtefællerne i stedet oprette såkaldte fremtidsfuldmagter. Det er langt mere besværligt og dyrere, lige som det kan tage lang tid at få en sådan fuldmagt sat i kraft.
Selv om ægtefællerne i stedet ejer huset sammen, dvs. med begge navne på skødet, vil problemet være det samme. Her kan den seniles andel af huset kun sælges ved hjælp af et værgemål eller via en fuldmagt, hvor det mest enkle og billigste som omtalt vil være en generalfuldmagt.
J.G./E.F.