Min tidligere kæreste og jeg havde et større skænderi for nogle uger siden, og nu har han ladet en anden kvinde flytte ind i den lejlighed, hvor vi har boet sammen det seneste år.
Er det juridisk korrekt, at jeg kan tvinges til at flytte med kort varsel?
Skal jeg finde mig i, at der pludselig bor en anden kvinde i vores hidtidige fælles hjem?
Da vi lærte hinanden at kende, havde jeg min egen lejlighed, som jeg sagde op for at flytte ind hos ham. Jeg har brugt mange timer på at male lejligheden, hvor jeg p.t. sover på sofaen i stuen.
Det er kun min tidligere kæreste, der har sit navn på lejekontrakten.
Bør jeg ikke have en rimelig frist til at finde mig en anden bolig?
“K.D.”
Svar:
JA! og to gange TJA!
Når det kun er din ekskæreste, der står på lejekontrakten, får du ingen rettigheder, før I har boet sammen i to år. Derfor kan den egentlige lejer tvinge dig til at flytte med kort varsel, lige som han frit han lade en anden person, fx en ny kæreste, flytte ind i sin lejebolig.
Inden du flyttede sammen med din ekskæreste, skulle du have forlangt, at han skulle spørge udlejeren, om du måtte få dit navn på lejekontrakten. En udlejer kan ikke forpligtes til at sætte endnu en lejer på kontrakten, men havde udlejeren sagt “ja”, ville du i dag have stået i en ganske anden situation.
Hvis udlejeren havde sagt “nej” til, at du også måtte have dit navn på lejekontrakten, skulle du have indgået en skriftlig aftale om en passende flyttevarsel, hvis jeres forhold gik i stykker. Og her kunne også være indsat en regel om, at der ikke kunne flytte andre personer ind i lejligheden i den pågældende periode.
Dansk lovgivning indeholder meget få regler, der hjælper dig, når du vælger at bo papirløst sammen med en anden. I stedet er det op til dig og din samlever at sikre jer selv og hinanden ved at oprette dokumenter og indgå aftaler, fx hvad angår arv, pensionsordninger, jeres fælles bolig og ejendomsretten til de ting, som I køber under samlivet.
Selv om I havde boet sammen i endnu et år, dvs. i godt to år i alt, ville du fortsat stå i en dårlig situation. Som samlever får du udelukkende følgende beskyttelse efter lejeloven, når du ikke har dit navn på lejekontrakten:
“Såfremt parter, der i mindst 2 år har haft fælles husstand, ophæver samlivet, kan de aftale, hvem af parterne der skal have ret til at fortsætte lejeforholdet til en lejlighed, der har tjent som fælles bolig. Kan parterne ikke blive enige om en aftale, kan der, når særlige grunde, herunder navnlig hensynet til parternes mindreårige børn, taler derfor, ved dom træffes bestemmelse om, hvem af parterne der skal have ret til at fortsætte lejeforholdet”.
J.G./E.F.