I efteråret 2008 flyttede jeg sammen med min kæreste i hans ejerlejlighed. Jeg opsagde min lejlighed og satsede fuldt og helt på vores forhold. Men det skulle jeg ikke have gjort, for nu har min samlever bedt om at flytte, og han har givet mig en frist på to uger.
Kan han smide mig ud med så kort varsel?
Jeg har brugt mange timer på at istandsætte hans lejlighed, lige som jeg hver måned har indbetalt 5.000 kr. til vores fælles konto, der er brugt til faste udgifter, mad, transport m.v.
Kan jeg forlange, at min samlever skal betale mig et beløb for det store spildte arbejde, jeg har udført?
Sammen har vi optaget et banklån, som vi blandt andet har brugt til at købe bil for. Nu viser det sig, at min samlever står alene på købekontrakten, og han siger, han har ret til at beholde bilen.
Kan det være rigtigt?
Jeg har talt med banken, men den vil hverken dele gælden eller slette mit navn på den.
Har vi krav på at få delt gælden op, når vi ikke længere bor sammen?
"W.G."
Svar:
JA!, NEJ!, JA! og NEJ!
Når du flytter ind i en bolig, som en anden ejer, står du – desværre for dig – i en yderst dårlig situation. Din ekskæreste kan smide dig ud med meget kort varsel, fx to ugers varsel, og han kan eventuelt få fogedretten til at sætte dig på gaden.
Hvis du en anden gang flytter sammen med en kæreste i hans ejerbolig, gør du klogt i at sikre dig et passende opsigelsesvarsel, fx på tre måneder til udløbet af en kalendermåned. Du skal blot have den pågældende til at underskrive en erklæring med det omtalte indhold.
Selv om din samlever har fået en berigelse på din bekostning i form af dit arbejde med istandsættelse, har du ingen mulighed for at kræve en godtgørelse. Der skal være tale om et længerevarende samliv samt andet og mere end personligt arbejde, før du har udsigt til at komme igennem med et såkaldt kompensationskrav.
Når din samlever står alene som køber af bilen, har han ret til at beholde den. Men kan du dokumentere, at en del af de penge, som du lånte i banken, blev brugt til at købe bilen, kan du sandsynligvis få din samlever dømt til at betale dig et beløb.
I har ikke krav på at få gælden splittet op, fordi I flytter fra hinanden. Banken kan fastholde jer begge to på lånet, hvilket giver banken en ekstra sikkerhed, da I hæfter solidarisk for de månedlige afdrag på gælden.
J.G./E.F.