Kan I oplyse, hvordan jeg får min samlever smidt ud af min lejlighed?
Vi har boet sammen i lejligheden i tre år. Hun flyttede sammen med sin datter fra sin tidligere samlever, og det var til at starte med en vennetjeneste, som jeg gjorde hende. Men så blev vi kærester, og det er vi ikke længere. Derfor ønsker jeg hende ud af lejligheden, som jeg har haft i ni år. Men hun nægter at flytte.
Kan jeg få fogedretten til at sætte hende på gaden?
”U.H.”
Svar:
To gange MÅSKE!
Når din samlever har boet i din lejlighed i mere end to år, har hun mulighed for at overtage lejemålet, selv om du står som lejer på kontrakten. Denne mulighed fremgår af lejelovens § 77a:
”Såfremt parter, der i mindst 2 år har haft fælles husstand, ophæver samlivet, kan de aftale, hvem af parterne der skal have ret til at fortsætte lejeforholdet til en lejlighed, der har tjent som fælles bolig. Kan parterne ikke blive enige om en aftale, jf. 1. pkt., kan der, når særlige grunde, herunder navnlig hensynet til parternes mindreårige børn, taler derfor, ved dom træffes bestemmelse om, hvem af parterne der skal have ret til at fortsætte lejeforholdet.”.
Du kan skriftligt meddeler din tidligere kæreste, at hun skal være ude af lejligheden om fx 14 dage, da du i modsat fald anser dig nødsaget til at bede fogedretten om at sætte hende på gaden. Flytter hun ikke indenfor fristen, kan du anmode om en umiddelbar fogedforretning. Men gør hun indsigelse, kan det blive nødvendigt med en afgørelse fra boligretten på baggrund af den citerede regel i lejeloven.
J.G./E.F.