Jeg er havnet i en klemme på grund af et banklån, som min tidligere kæreste og jeg optog for at indfri et dyrt fælles forbrugslån.
Selv om lånet blev brugt til at indfri en fælles gæld, er det kun mig, der betaler af på det. Afdragene bliver trukket direkte af min løn, men jeg kan kun få fradrag for halvdelen af renteudgiften, fordi min ekskæreste også står på lånet.
Min ekskæreste nægter at betale, og derfor har jeg følgende spørgsmål:
Kan jeg via en stævning forlange, at hun indfrier sin del af gælden, så vores fælles mellemværende hermed ender?
Hvis retten skønner, at min ekskæreste skal have mulighed for at afdrage, og hun derefter misligholder aftalen, kan jeg så kræve hele hendes andel af gælden indfriet?
Kan I oplyse, hvem af os der i givet fald skal betale sagsomkostningerne?
“J.J.”
Svar:
BÅDE-OG! samt to gange TJA!
Når du og din ekskæreste har optaget lånet i fællesskab, hæfter I hver især for halvdelen af beløbet i jeres indbyrdes forhold. Men banken kan vælge kun at gå efter den ene af jer, og derfor kan du tvinges til at betale hele lånet, hvis din kæreste undlader at betale sin andel.
Du kan ikke få jeres fælles hæftelse for lånet til at ophøre via en retssag. Til gengæld kan du få din ekskæreste dømt til at betale dig det beløb, som du har betalt banken på hendes vegne. Men du får intet ud af at få din ekskæreste dømt til at betale dig beløbet, hvis hun ikke er i stand til det, dvs. hvis hun kun har en beskeden indtægt og ikke ejer noget af særlig værdi. I den situation påfører du blot dig selv ekstra udgifter til en retssag, for selv om hun bliver dømt til at betale dig sagsomkostninger, hæfter du i første ombæring for dem.
Kommer du til at indfri din kæreste halvdel af banklånet, og har hun penge og værdier, kan du med fordel få hende dømt til at betale. En sådan dom kan efterfølgende bruges til at få foretaget udlæg i hendes værdier, hvis hun fortsat nægter at betale frivilligt.
J.G./E.F.