Min overbo er psykisk syg, og han råber og skriger i timevis hver nat og flere gange dagligt. Det er rent volapyk, og det har nu stået på i mere end et år.
Jeg har kontaktet kommunen, lige som jeg har talt med overboens hjemmehjælper, men det har ikke givet resultat. Desuden har jeg selv forsøgt at tale med overboen, og han svarer forholdsvis normalt, når man henvender sig til ham. Men han har en helt anden opfattelse af, hvad han gør i sin lejlighed, så han benægter, at han råber og skriger.
Det er helt tydeligt, at manden har behov for hjælp, og hvis hans råb og skrig fortsætter, bliver jeg nødt til at finde en anden bolig. Ellers ender det med, at jeg også bliver psykisk syg.
Kan I oplyse, hvad jeg kan gøre for at få skrigeriet stoppet og dermed for at få den rigtige hjælp til min overbo?
"U.B."
Svar:
MÅSKE!
Da kommunen har pligt til at hjælpe en psykisk syg person som den omtalte overbo, skal du ikke affinde dig med, at der ikke er sket noget på baggrund af din henvendelse. Send socialforvaltningen et anbefalet brev, hvor du detaljeret beskriver, hvorfor du anser overboen for at være psykisk syg, og hvor du understreger, at han har behov for professionel hjælp.
I brevet kan du foreslå, at der kommer en medarbejder fra kommunen nogle timer i din lejlighed, så den pågældende kan få et indtryk af, hvordan din overbo råber og skriger.
Anmod om at få en skriftlig bekræftelse på din henvendelse.
J.G./E.F.