Efter Langeland Kommune valgte at købe neuropsykolog Henrik Valentin Mortensen fra Roskilde til fredag 6.marts at tage den lange køretur til Lohals for at svare kommunen på, om jeg kan være arbejdsleder for mine hjælpere, som krævet i servicelovens § 96 stk. 1 har jeg lagt følgende anmeldelse og advarsel ud på Google:
På tur jorden rundt med neuropsykolog…
Hvis du får meddelelse om, at din kommune har bestilt neuropsykolog Henrik Valentin Mortensen fra Neuropsykologisk Rådgivning Sjælland, der har adresse i Roskilde, til at vurdere, om du kan være arbejdsleder i en såkaldt BPA-ordning efter servicelovens § 96 stk. 1, skal du tænke dig om en ekstra gang, inden du giver samtykke til det.
I mit tilfælde viste det sig, at Henrik Valentin Mortensen ikke kendte mit samtykke og den opgave, som kommunen havde købt ham til at udføre. ”Nogle kommuner vil blot have, at jeg svarer ja eller nej til spørgsmålet, om den pågældende klient er i stand til at fungere som arbejdsleder, mens andre ønsker svaret uddybet”, forklarede Henrik Valentin Mortensen min kone og mig, inden han tilføjede, ”men jeg ved ikke, hvad Langeland Kommune vil have fra mig”.
En tankevækkende udtalelse fra en neuropsykolog, der havde meddelt mig følgende, inden han startede bilen for at køre den lange vej fra Roskilde til nordspidsen af Langeland for at tilbringe godt tre timer hos os, før han skulle retur til Roskilde:
”Undersøgelsen starter med en samtale om formålet med undersøgelsen og hvem, der har ønsket den”.
Men det gjorde ”undersøgelsen” ikke, og jeg undrer mig fortsat over, at en af landets fattigste kommuner vælger at betale en neuropsykolog fra Roskilde for relativt mange timers arbejde, når jeg efter loven blot skal kunne lave stillingsopslag, ugeplaner og vejlede de personlige assistenter, som jeg ansætter til at hjælpe mig med at få en kørestol ind i bilen, være chauffør, lave mad, gøre rent osv. Et svar kommunen kunne få gratis ved fx at spørge den kommunale fysioterapeut, der har stået for min kommunale genoptræning siden maj i fjor.
At kommunen havde meddelt mig, at Henrik Valentin Mortensen har ekspertise inden for kravet om, at man skal kunne fungere som arbejdsleder i relation til servicelovens § 96, fik mig fejlagtigt til at tro, at han ville bede mig om mundtligt at formulere et stillingsopslag, en ugeplan eller deltage i en fiktiv MUS-samtale. Men nej. I stedet blev jeg mødt med spørgsmål om antal kilometer jorden rundt, den tid det tager en solstråle at komme ned til jorden, Gandhi, Martin Luther King, betydningen af palliativ m.v., hvilket på ingen måde har noget at gøre med at kunne fungere som arbejdsleder.
Desuden undrer jeg mig over, at en autoriseret neuropsykolog ikke ved, hvad der er givet samtykke til, for han har pligt til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed i sit virke samt i videst mulige omfang sikre klientens samtykke til undersøgelsen. En forpligtelse jeg anser for skærpet, når det gælder klienter med væsentlige og varige fysiske begrænsninger efter en hjerneblødning eller en blodprop i hjernen.
Desuden har jeg skrevet nedenståene debatindlæg, hvor jeg ikke omtaler neuropsykolog Henrik Valentin Mortensen med navn, men mere generelt advarer mod visse kommuners brug af neuropsykologer, der tilsyneladende forsøger at gøre en forretning ud af at forhale og forplumre sager om BPA-ordninger efter servicelovens § 96 stk. 1:
På tur jorden rundt med en neuropsykolog…
Lad det være sagt med de samme: Jeg har haft en blodprop i hjernestammen, og den har lammet min venstre side. Derfor har jeg behov for at ansætte personlige assistenter, så jeg kan komme til fysioterapeut, i varmvandsbassin, på indkøb, holde foredrag, besøge venner og familie, til kulturelle aktiviteter, på kundebesøg, til vor fritidsbolig og en masse andet.
Som lam i venstre side af kroppen findes der heldigvis en skræddersyet løsning på min varige og væsentligt nedsatte fysisk funktionsevne. Den hedder en BPA-ordning efter servicelovens § 96 stk. 1, og er en ordning, som jeg selv fandt frem til, da jeg bor i en af landets fattigste kommuner, som har sat lov om retssikkerhed og administration på det sociale område ud af kraft og gør alt for at hemmeligholde, at der overhovedet findes sådanne ordninger.
Efter at have tabt en sag om aktindsigt og undskyldt en ellers bevidst fejlvisitering, meddelte Langeland Kommune for en gang skyld noget, der er juridisk rigtigt. Nemlig at jeg skal kunne være i stand til at fungere som ”arbejdsleder” for de personlige assistenter, som jeg ansætter til at hjælpe mig med kørsel, ledsagelse, madlavning, rengøring osv. En betingelse, som ingen af mine bekendte eller ingen specialister på sygehuse under min langvarige genoptræning har været det mindste i tvivl om, at jeg til fulde opfylder. Derfor har jeg da også – hvad Langeland Kommunen er bekendt med – beholdt min egen virksomhed.
Kommunen har i øvrigt netop fået slutstatus fra den kommunale fysioterapeut, der har stået for min kommunale genoptræning tre gange om ugen de seneste otte måneder. Hun har intet at bemærke rent kognitivt og vil til enhver tid – og gratis! – kunne bekræfte, at jeg kan være ”arbejdsleder” for de personlige assistenter, som jeg ansætter.
Men nej. I stedet for at spørge hende, har kommunen købt en neuropsykolog, der bor cirka 150 kilometer væk til at besøge mig og svare kommunen på, om jeg ”er i stand til at fungere som arbejdsleder for mine personlige assistenter”.
En neuropsykolog der skrev følgende til mig, før han kom på besøg:
”Undersøgelsen starter med en samtale om formålet med undersøgelsen og hvem, der har ønsket den”…
Men atter nej, det gjorde ”undersøgelsen” ikke, og da psykologen skulle til at gå tre timer senere, gik det op for mig, at han ikke anede, hvad jeg havde givet samtykke til. Nemlig at han må svare på, om jeg er i stand til at være arbejdsleder for mine personlige assistenter.
Det gik op for mig, da psykologen forklarede, at han ikke vidste, om Langeland Kommune blot ville have, at han svarede ja eller nej eller noget lidt mere fyldigt. Tillige fik det mig til at undre mig over, at en af landets fattigste kommuner vælger at betale en neuropsykolog for relativt mange timers arbejde, når jeg efter loven blot skal kunne lave stillingsopslag, ugeplaner og vejlede de personlige assistenter, som jeg ansætter til at hjælpe mig med at få en kørestol ind i bilen, være chauffør, lave mad, gøre rent osv.
At kommunen havde meddelt mig, at den pågældende neuropsykolog havde særlig ekspertise inden for servicelovens § 96, fik mig fejlagtigt til at tro, at han ville bede mig om mundtligt at formulere et stillingsopslag, en ugeplan eller deltage i en fiktiv MUS-samtale. Men atter nej. I stedet blev jeg mødt med spørgsmål om antal kilometer jorden rundt, den tid det tager en solstråle at komme ned til jorden, Gandhi, Martin Luther King, betydningen af palliativ m.v., hvilket på ingen måde har noget som helst at gøre med at kunne fungere som arbejdsleder for min chauffør, min kok, min rengøringsassistent m.fl.
Som journalist og jurist kan jeg ikke lade være med at spørge mig selv, hvad der kan få en sandsynligvis ellers travlt optaget og dygtig neuropsykolog til at påtage sig en meget lang kørertur, en flere timer lang test, når han ved et simpelt telefonopkald ville kunne sikre sig, at jeg uden tvivl opfylder servicelovens krav om, at jeg kan være arbejdsleder for mine personlige assistenter. Men måske har han haft for travlt til at læse min plejeforløbsrapport, min udskrivningsrapport, min slutstatus m.v. og det udtrykkelige ”samtykke”, som jeg forinden og skriftligt havde givet kommunen.
Jeg forstår det ikke, men sådan er der så meget, der kan være svært at forstå, når man er fysisk skadet efter en blodprop i hjernen og bliver påtvunget en tur jorden rundt med en neuropsykolog…
Erik Frodelund,
Søndergade 9, Lohals, 5953 Tranekær.
At jeg efterfølgende har henvendt mig til Psykolognævnet for at gøre nævnet opmærksom på, at den autoriserede neuropsykolog mangler kendskab til reglerne om informeret samtykke, reglerne om partsindsigt og reglerne om korrekt journalføring, hvor der blandt andet gælder følgende:
”Det opdrag, den autoriserede psykolog har fået, skal altid journaliseres separat og i sin helhed i journalen om undersøgelsesopgaven. Det betyder, at det ikke er tilstrækkeligt til at opfylde journaliseringspligten, at opdraget fremgår af erklæringen, der er en del af journalen. Har den autoriserede psykolog fået et mundtligt opdrag, skal psykologen notere opdraget og journalisere notatet om opdraget. Eventuelt samtykke, som den autoriserede psykolog har indhentet, i forbindelse med den psykologiske rådgivning, undersøgelse eller behandling, skal også journaliseres. Den autoriserede psykolog skal også journalisere eventuel korrespondance med opdragsgiver, som er af betydning for undersøgelsen”…
Uddrag af mit brev af 27. marts til Henrik Valentin Mortensen:
Jeg finder det totalt useriøst og usagligt, at du ikke meddeler Langeland Kommune konklusionen på den undersøgelse, kommunen har fået mit samtykke til, at du må lave for at svare kommunen på, om jeg kan være arbejdsleder i en BPA-ordning efter servicelovens § 96 stk. 1. Et samtykke der ikke efterfølgende er ændret, uanset hvad du pludselig har behov for at påstå, fordi du ikke kendte mit samtykke inden dit besøg og tilsyneladende er bange for, at kommunen ikke vil betale dig det aftalte salær.
Hvorfor meddeler du ikke Langeland Kommune, at jeg efter din undersøgelse ”har kognitive færdigheder til at stå for de praktiske opgaver som arbejdsleder i en BPA-ordning”?
I stedet for at give Langeland Kommune den omtalte konklusion, som du oplyste min kone og mig om, og som fremgår af dit seneste brev til mig, har du tilsyneladende anset det for vigtigere at få afklaret, om kommunen vil betale dig det fulde og aftalte salær for besøget hos os (vel otte timer inklusiv transport fra Roskilde til Lohals og retur) samt udarbejdelse af den rapport, som du kun har sendt til mig, og som du ikke vil bruge tid på at gennemgå med mig ved endnu et møde på min adresse, hvilket jeg ellers ville anse for naturligt og fagligt korrekt.
Hvorfor skulle jeg afsætte en dag til at have dig på besøg, når du ikke havde sikret dig en kopi af mit samtykke, og ikke indledte samtalen med det, du havde bebudet? Nemlig en af afklaring af, hvad undersøgelsen skal bruges til, og hvem der har bestilt den.Det undrer mig i øvrigt, når lederen af Handicap og Psykiatri hos Langeland Kommune, Hanne Karlskov Andreasen, skriver til mig, at du ”har ekspertise inden for kognitive test der relaterer sig til § 96”, idet du tilsyneladende slet ikke kender praksis omkring arbejdsleder rollen i den pågældende paragraf. Desuden skriver du til mig, at din ”udredning er til brug for en afgørelse af BPA-ansøgning, jf Sel § 96”. Men nej, der er ´ikke tale om ”en ansøgning”, idet § 96 stk. netop ikke er en deklaratorisk regel, men derimod en præceptiv regel, hvorefter kommunen ”har pligt til at tilbyde en BPA-ordning”, såfremt en borger har en væsentlig og varig fysisk funktionsnedsættelse og kan være arbejdsleder for de personlige assistenter, han ansætter til at hjælpe sig med kørsel, ledsagelse, madlavning, tøjvask, rengøring m.v. Og det er den sidste betingelse, Langeland Kommune har købt dig til at tage stillig til i mit tilfælde. Derfor anser jeg det for yderst kritisabelt, at du ikke uden videre giver Langeland Kommune den konklusion, du har meddelt min kone og mig, med mindre Langeland Kommune vil betale dig fuldt salær for det.
Hvad er det dog for en etik hos en autoriseret neuropsykolog?
Langeland Kommune har nu meddelt mig, at når jeg har ændret mit samtykke – som påstået af dig, men som er helt forkert – kan det komme mig til skade og bevirke, at jeg af den grund ikke får en BPA-ordning efter servicelovens § 96 stk. 1. Derfor har du ved at give helt forkerte oplysninger og ved at undlade at kende mit samtykke, inden du besøgte os, måske alligevel været dit fulde salær værd for Langeland Kommune, der har gjort alt for at sløre og hemmeligholde, at der findes BPA-ordninger efter servicelovens § 96 stk. 1 for derefter for at forhale, forsinke og forplumre en sagsbehandling.
Med venlig hilsen
Erik Frodelund
Da neuropsykolog Henrik Valentin Mortensen hverken vil bruge tid på at gennemgå den neurologiske undersøgelse, som Langeland Kommune har betalt ham for ved et besøg hos os 6. marts, eller vil efterkomme mine begæringer om aktindsigt i hans journal, har jeg i dag 14. april sendt ham følgende brev, som jeg sandsynligvis heller ikke får svar på:
Endnu en begæring om aktindsigt i min journal, jf. § 14 stk. 3 i lov om psykologer
14-04-2029
Kære Henrik Valentin Mortensen.
Endnu en begæring om aktindsigt i min journal, jf. § 14 stk. 3 i lov om psykologer:
”Den, om hvis personlige forhold der er udarbejdet optegnelser efter stk. 1, har ret til aktindsigt i optegnelserne”.
Af bevismæssige grunde sender jeg endnu en begæring om aktindsigt og citerer venligst og til din orientering Ankestyrelsens vejledning til autoriserede psykologer:
”Hvis den autoriserede psykolog vurderer, at der som følge heraf ikke kan gives aktindsigt i en journal eller i dele af en journal, skal psykologen begrunde afslaget på aktindsigt over for den person, der har bedt om aktindsigt. Hvis der er klageadgang, skal psykologen desuden vejlede herom”.
Til din orientering har jeg heller ikke fået fyldestgørende svar fra Langeland Kommune på den helt konkrete aktindsigt, som jeg gentagne gange har anmodet kommunen om i forbindelse med kommunens korrespondance/kommunikation med dig i min BPA-sag. Derfor har jeg desværre været nødt til for tredje gang at indbringe kommunens afslag/manglende svar på aktindsigt for Ankestyrelsen, lige som jeg desværre kan blive nødt til at anmode Sundhedsvæsenets Diciplinærnævn om bistand, hvis du som autoriseret sundhedsperson fortsat ikke vil svare mig på min begæring om aktindsigt i din journal.
Under mit PS forneden indsætter jeg et uddrag af den sag om aktindsigt, som jeg har indbragt for Ankestyrelsen.
Med venlig hilsen
Erik Frodelund
PS: Uddrag af min klage til Ankestyrelsen:
12-04-2010
Til Ankestyrelsen.
Klage over manglende svar – og dermed i realiteten det samme som et afslag – på gentagen anmodning om aktindsigt hos Langeland Kommune.
Efter Langeland Kommune to gange har afslået at give mig aktindsigt i rene statistiske oplysninger i kommunens BPA-sager og begge gange er blevet underkendt af Ankestyrelsen – (jf. Ankestyrelsens J.nr. 20-5352 af 24. februar og Ankestyrelsens J.nr. 20-12816 af 1. april) – har kommunen nu valgt slet ikke at besvare mine begæringer om aktindsigt måske i den antagelse, at så har jeg ikke noget afslag, som jeg at klage til Ankestyrelsen over. Men efter min vurdering må de manglende svar være det samme som et afslag, der kan indbringes for Ankestyrelsen, og skulle det ikke være tilfældet, så er de mangelende svar under alle omstændigheder en klar overtrædelse af den frist på syv hverdage, som Langeland Kommune skal efterkomme hvad angår svar – i det mindste svar på, hvornår jeg kan forvente at få aktindsigten, hvis fristen på syv dage ikke kan overholdes.
Selv om jeg skriftligt en del gange – se et uddrag under mit PS forneden – har anmodet lederen af Handicap Psykiatri Myndighed, Hanne Karlshøj Andreasen, kommunens juridiske konsulent Hayriye Dogan og senest kommunens stabschef Anders Thrane Niebuhr om aktindsigt i konkrete dele af Langeland Kommunes korrespondance/kommunikation med neuropsykolog Henrik Valentin Mortensen, Roskilde, vedrørende min BPA-sag, får jeg hverken svar eller aktindsigt i de dokumenter eller notater, som jeg helt konkret har behov for at kende indholdet af. Det gælder:
1) Den ”henvisning”, som neuropsykolog Henrik Valentin Mortensen skriver, at han har modtaget fra Langeland Kommune 3. marts.
2) Langeland Kommune svar på neuropsykologens brev af 9. marts til Langeland Kommune.
3) En eventuel prisaftale mellem neuropsykolog Henrik Valentin Mortensen og Langeland Kommune.
4) Neuropsykolog Henrik Valentin Mortensens faktura til Langeland Kommune, efter Henrik Valentin Mortensens besøg hos mig og min kone 6. marts.
Ad 1) Den ”henvisning”, som neuropsykolog Henrik Valentin Mortensen skriver, at han har modtaget fra Langeland Kommune 3. marts, og hvoraf det ifølge Henrik Valentin Mortensen skulle fremgå, at ”der er lagt op til en bred kognitiv beskrivelse”. En henvisning der ikke – i øvrigt som så meget andet – er journaliseret under mig og mit personnummer hos Langeland Kommune.
Jeg har udelukkende fået aktindsigt i vedhæftede brev, hvor Langeland Kommune blot bekræfter, at kommunen per telefon har bestilt en kognitiv test ”til brug ved afgørelse af BPA-ansøgning jævnfør SEL § 96”.
Neuropsykolog Henrik Valentin Mortensen skriver endvidere i brev af 9. marts følgende til Langeland Kommune:
”Jeg har den 3. marts 2020 modtaget henvisning af ovenstående borger mhp. Neuropsykologisk undersøgelse som led i ansøgning om Borgerstyret Personlig Assistance, hvor borgeren skal være arbejdsleder”.
Desuden skriver neuropsykolog Henrik Valentin Mortensen i brevet af 9. marts følgende til Langeland Kommune:
”Ved den afsluttende samtale samme dag (dvs. 6. marts) med deltagelse af ægtefællen bliver jeg klar over, at borgeren har et andet brev fra Langeland Kommune fra den 27. februar 2020 (”Information om sagsbehandling…”) Dvs. potentielt en anden beskrivelse af opgavebeskrivelsen”.
Hvad er det for et brev, neuropsykologen i forvejen har fået en kopi af? og hvordan er det anderledes end det omtalte brev til mig fra den 27. februar 2020?
Efter det vedhæftede dokument burde der ikke være udleveret andet til neuropsykolog Henrik Valentin Mortensen end udskrivningsrapport 8.4 2019, journalblad 8.4 2019, genoptræningsplan 5.4. 2019 og tværfaglig patientrapport fra Vejle Fjord 8.4. 2019 (en rapport som kommunen i øvrigt slet ikke har ret til at udlevere, da der var tale om et selvbetalt og selvkomponeret ophold på Vejle Fjord Rehabilitering, og hvor jeg udelukkende havde ladet min ene fysioterapeut se rapporten).
Ad 2) Langeland Kommune svar på neuropsykologens brev af 9. marts, hvor Henrik Valentin Mortensen efter eget skriftligt udsagn har bedt kommunen ”tage stilling til, om de ønsker en tilbagemelding inden for den ramme, du (dvs. jeg) kan acceptere”, og hvor neuropsykologen tilføjer:
”Jeg foretager ikke yderligere i sagen, før de har givet en tilbagemelding”.
Her kan jeg blot konstatere, at kommunen tilsyneladende har givet Henrik Valentin Mortensen en tilbagemelding i form af et nej tak, idet psykologen efterfølgende har meddelt mig, at min sag nu er afsluttet hos ham.
Hvis kommunen udelukkende har svaret pr. telefon, skal der være et notat om det kommunale svar – og vel at mærke et notat, som jeg skal have aktindsigt i.
I svaret fra kommunen, som jeg trods gentagne begæringer ikke har kunnet få aktindsigt i, bør det fremgå, at der på ingen måde – som påstået af neuropsykologen – er tale om en ændret ramme, hvilket klart fremgår af den e-mail, som lederen af Handicap og Psykiatri Myndighed, Hanne Karlskov Andreasen 4. marts har kvitteret mig for at hun har modtaget.
De under 1 og 2 omtalte og manglende oplysninger er af afgørende betydning for mig, idet Langeland Kommune ikke vil lade neuropsykologens vurdering af det, som jeg havde givet mit samtykke til, at han måtte svare Langeland Kommune på – dvs. at jeg udmærket kan være arbejdsleder i en BPA-ordning efter servicelovens § 96 – indgå i min BPA-sag, hvilket efter kommunens brev til mig kan medføre, at jeg ”får afslag på en BPA-ordning”.
osv.. osv… osv…
Hvis du ønsker at læse mere om, hvordan Langeland Kommune gør alt – også i strid med dansk lovgivning – for at forhindre eller forhale BPA-sager efter servicelovens § 96, kan du gøre et på en af mine andre hjemmesider – VisitLohals.dk