Min far har fået konstateret leverkræft, og derfor er det blevet aktuelt at få sikret min papmor bedst muligt.
De har boet sammen, lige siden jeg var tre år, men de er ikke gift. Det havde de begge været, inden de fandt sammen, og de havde begge dårlige erfaringer med deres skilsmisser.
Kan jeg give tilladelse til, at min papmor må sidde i uskiftet bo med mig, så hun umiddelbart får det hele i tilfælde af min fars død?
Er det andet, som vi skal være opmærksomme på?
”D.T.”
Svar:
NEJ! og JA!
Da dine spørgsmål tyder på, at I har misforstået den danske arvelov, bliver vi nødt til at slå fast, at der er en juridisk verden til forskel på et samliv og et ægteskab. En samlever har ingen mulighed for at sidde i uskiftet bo, og en samlever arver intet, med mindre samleveren er blevet begunstiget i et
testamente.
Din far og hans samlever kan med fordel indgå ægteskab, for når de er ægtefæller, kan du give samtykke til, at din ”papmor” må sidde i uskiftet bo med dig. Ud over et ægteskab og et samtykke til uskiftet bo, gør din far og din ”papmor” klogt i et oprette et testamente, hvor din ”papmor” kan kvittere for dit samtykke til uskiftet bo ved at bestemme, at du skal have arv efter hende. Gør hun ikke det, bliver der andre, der arver hendes værdier, når hun som den længstlevende afgår ved døden.
Et ægteskab har tillige andre fordele. En efterlevende ægtefælle betaler intet i boafgift – tidligere kaldet for arveafgift – men det skal en efterlevende samlever.
J.G./E.F.