Den seneste måned har vi ledt efter en nyere brugt bil, og nu har vi fundet en, hvor sælger siger, at fabriksgarantien følger med. Bilen er knap tre år gammel, og sælgeren har købt den som ny.
Er det korrekt, at vi kan overtage fabriksgarantien, der løber i fem år?
Er det noget, som vi skal være opmærksomme på?
Sælger vil ikke give nogen garanti og siger, at det ikke er nødvendigt, når vi overtager fabriksgarantien.
”J.E.”
Svar:
To gange JA!
Garantien følger ikke ejeren, men derimod bilen, så det er korrekt, at I kan overtage den, hvis I køber bilen. Men der gælder typisk nogle vilkår for en sådan garanti, fx at service og reparationer skal være udført på et autoriseret værksted. Derfor gør I klogt i at få sælger til skriftligt at bekræfte, at alle vilkår for garantien er opfyldt, så den fortsat vil være gældende.
Desuden bør I læse fabriksgarantien, inden I eventuelt køber bilen.
J.G./E.F.