Vi håber, at I kan hjælpe os, for vores udlejer vil have os ud af det bondehus, som vi har lejet af ham. Først sagde han, at han selv ønskede at bo i huset, men nu skal hans datter købe det, for hun vil bo i huset.
Min mand og jeg opsagde vores gode lejlighed, da vi for tre år siden flyttede ind i bondehuset, hvor vi er meget glade for at bo. Derfor kommer det helt bag på os, at udlejeren nu vil have os ud.
Kan udlejeren opsige vores lejemål?
Vores udlejer bor i et meget større hus cirka ti kilimeter fra det, som vi har lejet af ham.
Kan hans datter få os ud, hvis hun køber huset?
”H.I.”
Svar:
NEJ! og sandsynligvis NEJ!
En udlejer kan ikke opsige et lejemål, fordi huset skal sælges. Derfor kan I være sikre på at forblive boende som lejere i den situation.
Hvis huset sælges, skal det ske med respekt af jeres lejemål, dvs. en køber skal overtage den lejekontrakt, som I har.
En ny ejer kan forsøge at opsige lejemålet med et års varsel, såfremt ejeren selv ønsker at bebo huset. Men I skal have mulighed for at gøre indsigelse, og hvis I gør det, skal den nye ejer anlægge sag ved boligretten for at få afgjort, om opsigelsen er i orden.
Boligretten skal vurdere opsigelsen ud fra følgende:
”Opsigelsen skal være rimelig ud fra en vurdering af begge parters forhold. Ved afgørelsen skal der bl.a. tages hensyn til, hvor længe udlejeren har ejet ejendommen, og – ved opsigelse af en lejer af en beboelseslejlighed – lejerens muligheder for at finde anden passende bolig”.
Da boligretten blandt andet skal lægge vægt på, hvor længe ejeren har ejet huset, kommer datteren næppe igennem med en opsigelse, når hun kort forinden har købt huset af sin far.
J.G./E.F.