Min samlever og jeg lejede for knap halvandet år siden en ejerlejlighed, hvor ejeren var flyttet sammen med sin kæreste. Det fremgik af lejeaftalen, at såvel vi som ejeren kunne opsige lejemålet med tre måneders varsel.
For godt fem måneder siden modtog vi en opsigelse af lejemålet, fordi ejeren ville sælge sin lejlighed, og vi rettede os efter kontrakten og flyttede. Men det skulle vi tilsyneladende ikke have gjort, for vi har læst i jeres brevkasse, at “en aftale om, at lejeren kan opsiges med tre måneders varsel er ugyldig, dvs. uden retsvirkning af nogen art”.
Kan vi nu kræve erstatning hos vores tidligere udlejer, fordi hun har snydt os?
Lejligheden er i mellemtiden blevet solgt.
“J.T.”
Svar:
NEJ!
I kunne have forlangt at forblive boende som lejere, men når I frivilligt valgte at flytte, så bliver det jeres egen sag. Jeres udlejer har jo ingen mulighed for at reagere på indsigelse, som I undlader at komme med.
At den aftalte opsigelsesfrist fra udlejerens side er ugyldig betyder, at den ikke kan få virkning efter sit indhold, dvs. udlejeren kan ikke få jer forpligtet til at flytte. Men det er langtfra sikkert, at der er tale om “snyd”, for måske har udlejeren troet, at hun var i sin gode ret til at indsætte et sådant vilkår i lejeaftalen med jer.
Havde jeres udlejer i stedet opsagt lejeaftalen med en falsk begrundelse i forhold til lejelovens opsigelsesgrunde, fx at hun selv ønskede at bebo lejligheden, men uden hun havde til hensigt at gøre det, så kunne det udløse en erstatning. Men det er ikke tilfældet i jeres sag.
Hvis I har lejet en anden lejlighed, kan I med fordel få en ekspert i lejeret til at vurdere, om kontrakten indeholder ugyldige vilkår. Det er der faktisk en del lejekontrakter, der gør.
J.G./E.F.