Den ejendom, som jeg bor til leje i, fik ny ejer for nogle måneder siden, og nu har jeg og de øvrige lejere modtaget følgende brev:
“Da der skal indrettes en lejlighed i hele tagetagen, skal dit/jeres loftsrum være tømt inden … (en bestemt dato), for herefter går arbejdet i gang”.
Efter min lejekontrakt har jeg et loftsrum på 11 kvadratmeter.
Kan udlejeren opsige denne del af lejekontrakten for at indrette endnu en lejlighed?
“P.R.”
Svar:
MÅSKE!
Udlejeren kan ikke inddrage et loftsrum, der er en del af dit lejemål, medmindre udlejeren anviser dig et andet rum, der kan bruges til formålet. Det fremgår af lejelovens § 53 stk. 5, som bestemmer følgende:
“I forbindelse med indretning af boliger i tagetagen kan udlejeren med 6 ugers varsel råde over loftsrum, hvis der anvises lejeren andre rum, der er anvendelige til det aftalte formål”.
Loven stiller ingen krav om, at det anviste rum har nøjagtig samme størrelse som dit nuværende loftsrum, men du skal have rummet, inden brugsretten til dit loftsrum ophører.
Hvis udlejeren ikke kan anvise dig og de andre lejere nogle nye pulterrum, så er udlejeren afskåret fra at opsige dit og de andre lejeres loftsrum – og dermed afskåret fra at indrette en bolig i tagetagen.
J.G./E.F.