Vil I venligst give mig en forklaring på det brev, som jeg har modtaget fra min lejer?
I brevet skriver min lejer, at jeg ikke kan opsige lejeaftalen med tre måneders varsel, og han begrunder det med, at det har han læst i jeres brevkasse her i avisen.
Jeg har en ejerlejlighed, som jeg udlejede for halvandet år siden, fordi jeg flyttede sammen med min kæreste. I lejekontrakten står, at jeg kan opsige lejemålet med tre måneders varsel, og det har min lejer skrevet under på. Derfor kan det da ikke være rigtigt, at min lejer kan nægte at flytte.
Jeg har sat lejligheden til salg, og jeg går ud fra, at jeg kan tvinge min lejer ud af lejligheden, når de tre måneder er gået.
Kan I oplyse, hvad jeg skal gøre, hvis min lejer fortsat nægter at flytte?
“T.J”
Svar:
To gange JA!
Lejeloven er en såkaldt social beskyttelseslov, og derfor er en lejeaftale ikke som de fleste andre aftaler. Der er ganske enkelt en række regler i loven, der gælder, uanset om parterne aftaler noget andet i en lejekontrakt, og uanset om lejeren skriver under på det i kontrakten.
Det gælder for eksempel de regler, som en udlejer skal benytte, såfremt udlejeren ønsker at opsige lejemålet. Disse regler gælder, uanset om der står noget andet i lejekontrakten. Derfor har din lejer ret i, at du ikke kan opsige lejemålet med tre måneders varsel, selv om din lejer har skrevet under på, at du kan gøre det.
Du kan kun forsøge at opsige lejemålet med et års varsel, og kun hvis du selv ønsker at bo i din ejerlejlighed igen. Ønsker du derimod at sælge den, så er det ikke en gyldig opsigelsesgrund. Derfor kan du kun sælge lejligheden med respekt af lejemålet, dvs. så køberen får en udlejet ejerlejlighed i stedet for en ejerlejlighed, som køberen kan flytte ind i.
Efter det oplyste gør du sandsynligvis klogest i at lade være med at sælge din ejerlejlighed her og nu. Prisen på en udlejet ejerlejlighed vil nemlig være væsentlig lavere end prisen på en tom ejerlejlighed. Og du kan som sagt ikke gøre noget som helst, såfremt din lejer fortsat nægter at flytte.
J.G./E.F.