Under den seneste storm væltede et af naboens store træer, og det ligger nu langt inde på vores grund.
Vi har bedt naboen fjerne træet, men det vil naboen ikke. Han siger, at hans forsikringsselskab har oplyst, at det os, der skal fjerne det.
Kan det være juridisk rigtigt?
Kan I oplyse, hvad vi kan gøre, hvis naboen har pligt til at fjerne træet, og hvis han fortsat nægter at gøre det?
”F.O.”
Svar:
NEJ! og JA!
Når det er et træ, der har vokset på naboens grund, så tilhører det jeres nabo, og han har pligt til at fjerne det fra jeres grund. Derfor er det noget vrøvl, som han argumenterer med, og forhåbentlig ikke noget, som hans forsikringsselskab har sagt.
Nægter naboen fortsat at fjerne det, kan I få naboen dømt til det via en retssag. Men da det kan tage lang tid, så er det næppe en brugbar løsning.
I stedet kan I sende naboen en anbefalet brev, som I af bevismæssige grunde beholder en kopi af, og hvor I forlanger, at træet bliver fjernet inden for en frist, fx på 14 dage. I kan tilføje, at hvis naboen undlader at fjerne træet inden for fristen, så lader I der fjerne på hans regning.
Hvis brevet ikke giver noget resultat, og I bestiller et firma til at fjerne træet, så hæfter I for betalingen. Bagefter kan I sende regningen til naboen og bede ham om at refundere udgiften. Men betaler naboen ikke – hvad han næppe gør – bliver I nødt til at anlægge en retssag for at få naboen dømt til det. Og det kan som omtalt tage lang tid, men til gengæld slipper I for at se på det væltede træ, indtil retssagen bliver afgjort.
Der er desværre ingen lette juridiske løsninger, når det gælder et væltet træ og en vrangvillig nabo, som holder fast på noget, der er forkert.
J.G./E.F.