Min mand og jeg fik barn for godt et halvt år siden, og derfor valgte vi at gå på rådhuset for at blive gift. Vi var begge af den opfattelse, at et ægteskab ville sikre os på den bedst mulige måde i tilfælde af, at den ene af os skulle falde bort.
Nu har vi imidlertid hørt noget andet fra et par af vores venner, som også har fået barn. De har talt med en advokat, som har sagt, at de kan sikre hinanden bedre ved blot at skrive testamente i stedet for at blive gift. Begrundelsen skulle være, at når kvinden står som eneejer af huset, skal deres fælles barn arve en større del af huset, såfremt de er gift.
Mener I det samme som advokaten?
Kan det passe, at et samliv er en bedre sikring end et ægteskab?
“K.K.L.”
Svar:
To gange NEJ!
Vi kan ikke forestille os, at en advokat skulle havde sagt som omtalt, for det er juridisk set noget sludder.
Jeres venner står i en langt dårligere situation end jer i tilfælde af død. Den længstlevende af jer kan overtage det hele og sidde i uskiftet bo med jeres barn, mens den længstlevende af jeres venner maksimalt kan arve 7/8 af sin afdøde samlevers værdier. Resten skal barnet arve som sin tvangsarv.
Desuden slippe den længstlevende af jer for at betale afgift af arven efter førstafdøde, fordi I er gift, mens den længstlevende af jeres venner skal betale afgift.
Umiddelbart gætter vi på, at advokaten har sagt noget andet, som jeres venner tilsyneladende har misforstået. Nemlig at den længstlevende ægtefælle automatisk står til at arve halvdelen af sin afdøde ægtefælles værdier, mens en samlever kan komme til at arve 7/8 af sin afdøde samlevers værdier. Men det kan den længstlevende ægtefælle også, hvis ægtefællerne opretter et gensidigt testamente, hvor de begunstiger hinanden mest muligt.
Til gengæld kan en efterlevende samlever ikke få de samme fordele som en efterlevende ægtefælle. Nemlig retten til at overtage det hele for at sidde i uskiftet bo med jeres barn og en total fritagelse for at skulle betale boafgift.
J.G./E.F.