Jeg står i den situation at jeg gerne vil bytte min lejebolig med en andelsbolig. Nu har jeg fundet en, der gerne vil sælge sin andelslejlighed og overtage min lejlighed. Men det vil min udlejer ikke være med til, for han har en bekendt, der skal have lejligheden, hvis jeg flytter.
Kan jeg i stedet for at købe andelslejligheden vælge at leje den og dermed få ret til et boligbytte?
”H.L:”
Svar:
NEJ!
Når det gælder boligbytte, så er der en række betingelser, der skal være opfyldt, men selv om de er opfyldt, er udgangspunktet følgende:
”Lejeren af en lejlighed, der udelukkende er udlejet til beboelse, har ret til at bytte med en lejer af en anden beboelseslejlighed, således at denne overtager lejligheden”.
Hvis lejligheden i andelsboligforeningen var udlejet på en almindelig lejekontrakt, ville det være ”en beboelseslejlighed” som kunne indgå i et boligbytte. Men lejer du den, har du ingen at bytte med, da du selvsagt ikke kan bytte med dig selv.
Derfor er din udlejer i sin gode ret til at nægte dig et boligbytte og reservere lejemålet til en bekendt, hvis du opsiger det og flytter.
J.G./E.F.