Min mor er flyttet på plejehjem, og det var planen at sælge hendes hus. Derfor tog jeg kontakt til en mægler, der udarbejdede en salgsopstilling til os.
Men i stedet for et salg til fremmede, ønsker min mor nu, at jeg får huset, blot den indestående gæld til kommunen, dvs. de indefrosne ejendomsskatter, bliver betalt. Hun vil forære mig resten af værdien, og her er mægleren kommet med et oplæg, hvor prisen på huset bliver sat et godt stykke ned. Desuden har mægleren tilbudt, at han vil ordne handelen til at fast og meget lavere pris end ved et salg til andre.
Mægleren siger, at hun mor kan give mig forskellen i form af årlige gaver.
Er det rigtigt?
Når min mor vil give mig huset, hænger det sammen med, at jeg har boet hos hende de seneste fire år, hvor hun ikke selv har kunnet passe huset på grund af sin sygdom. Min bror har min mor ikke set, siden vores far døde for 12 år siden, så han skal ikke have noget.
Skal min bror involveres, fordi jeg får huset?
Min mor er stærkt handicappet på grund af knogleskørhed, men hun er klar i hovedet.
”T.M.”
Svar:
PAS PÅ!
Efter det oplyste risikerer du og din mor at komme galt af sted, hvis I lytter til de råd, som den pågældende ejendomsmægler har givet jer. Din mor må ikke forære dig friværdien i huset, hvis hun har overtaget det hele, da din far døde, for at sidde i uskiftet bo med dig og din bror.
Det er kun, hvis din mor ikke sidder i uskiftet bo, at hun kan forære dig huset. I den situation har hun ret til at give dig alt, hvad hun ejer, dvs. så det ikke bliver noget tilbage i arv til din bror. Men sidder hun i uskiftet bo, hvad hun sandsynligvis gør, så gælder følgende:
”Har den længstlevende ægtefælle af boet givet gaver eller arveforskud, hvis værdi stod i misforhold til boets formue, kan en livsarving kræve dispositionen omstødt, hvis modtageren eller den begunstigede vidste eller burde vide, at ægtefællen var i uskiftet bo, og at dispositionen stod i misforhold til boets formue”.
Mægleren oplysning om årlige afgiftsfri gaver kan derfor kun lade sig gøre, såfremt din mor ikke sidder i uskiftet bo. Men det vil også i den situation være dårlig rådgivning, for dør din mor, inden du har fået foræret hele restgælden over en årrække, så indgår resten af den gæld, som du har til din mor, i hendes dødsbo. Og dermed får din bror halvdelen af dette beløb.
I stedet for at følge mæglerens rådgivning, kan din mor gøre følgende:
1) Hun kan sælge huset til dig til den reelle markedspris. Det har hun ret til, og din bror skal hverken orienteres eller på anden måde involveres i denne handel.
2) Hun kan oprette et testamente, hvor hun begunstiger dig mest muligt og begrænser din brors arv til hans tvangsarvelod. Et sådant testamente bevirker, at du står til at arve 5/8 af værdierne i det uskiftede bo – og dermed 5/8 af friværdien i huset.
J.G./E.F.