Min søster og jeg mistede vores far for seks år siden, hvor vi gav tilladelse til, at hun måtte sidde i uskiftet bo. Nu har vores mor solgt huset og er flyttet sammen med en anden.
Har vi krav på noget, når huset er solgt?
Vores mor siger, at hun kan gøre, hvad hun vil, når hun stadig lever.
Er det rigtigt?
Forholdet til vores mor er ret dårligt for tiden.
"U.D."
Svar:
NEJ! samt BÅDE-OG!
Du og din søster har ikke skullet give tilladelse til uskiftet bo, hvis resten af beskrivelsen i dit brev ellers er rigtig. Den længstlevende af to forældre har ret til at overtage det hele for at sidde i uskiftet bo med fælles børn – og sådan beskriver du jer – når den første forælder dør, og når der er fælleseje i ægteskabet.
Som længstlevende har jeres mor en ejers rådighed over det hele. Derfor står det hende frit at sælge huset og flytte sammen med en mand, hvis hun har lyst til det. I skal hverken spørges eller godkende noget, fordi jeres mor sælger huset, og I får heller ikke mulighed for at stille krav om arv eller andet i denne sammenhæng.
Jeres mor "kan gøre, hvad hun vil", blot hun ikke misbruger sin rådighed over det uskiftede bo, fx ved at forære sin samlever meget store gaver (i forhold til værdien af det uskiftede bo).
Hvis jeres mor bruger alle værdierne i boet ved at fortsætte med at leve, som hun hidtil har gjort, så er det bare ærgerligt for dig og din søster. I jeres situation bliver der kun noget at arve, hvis der er noget tilbage i det uskiftede bo, når jeres mor dør.
J.G./E.F.