Da min kæreste og jeg alligevel bor sammen det meste af tiden, er vi blevet enige om, at det økonomisk vil være bedre kun at have en bolig. Derfor har min kæreste opsagt sin lejlighed, og om et par måneder flytter hun officielt ind hos mig.
Jeg har spurgt min udlejer, om jeg kan få min kærestes navn på lejekontrakten, så vi i fællesskab står for lejemålet. Men det vil han ikke være med til.
Kan jeg forlange, at udlejeren skriver min kærestes navn på lejekontrakten – eventuelt efter vi har boet sammen i en periode?
“S.J.”
Svar:
NEJ!
Som lejer må du benytte det lejede sammen med “medlemmer af din husstand”, og derfor har du ret til at lade din kæreste flytte ind i din lejebolig. Men du kan ikke komme igennem med et krav om, at udlejeren skal sætter hendes navn på lejekontrakten. Heller ikke efter “en periode”, fx når I har boet sammen i to, fem eller halvtreds år.
Du kan forsøge at overbevise din udlejer om, at han får en fordel, hvis både du og din kæreste står som lejere på kontrakten. I så fald hæfter I nemlig solidarisk for alle forpligtelser, fx betaling af husleje og istandsættelse ved fraflytning, og det giver udlejeren en slags dobbelt sikkerhed. Men siger udlejeren endnu en gang “nej”, bliver du nødt til at affinde dig med svaret.
Når din kæreste ikke har sit navn på lejekontrakten, står hun juridisk dårligt, hvis jeres forhold skulle gå i stykker. Sker det inden for de første to år, efter hun flytter ind, tvinges hun til at flytte, mens du beholder lejemålet.
Efter de to år giver loven hende en spinkel mulighed for at forblive alene i lejemålet og få sit navn på lejekontrakten. Nemlig hvis du frivilligt vil være med til det, eller hvis der er en særlig begrundelse for, at hun har mere behov for boligen end dig.
Den omtalte mulighed fremgår af lejelovens § 77 a, der bestemmer følgende:
“Såfremt parter, der i mindst 2 år har haft fælles husstand, ophæver samlivet, kan de aftale, hvem af parterne der skal have ret til at fortsætte lejeforholdet til en lejlighed, der har tjent som fælles bolig. Kan parterne ikke blive enige om en aftale, jf. 1. pkt., kan der, når særlige grunde, herunder navnlig hensynet til parternes mindreårige børn, taler derfor, ved dom træffes bestemmelse om, hvem af parterne der skal have ret til at fortsætte lejeforholdet.”.
J.G./E.F.