Da jeg for nylig var i min lokale dagligvarebutik, skulle min 4-årige søn tisse. Derfor spurgte jeg en ekspedient, om der var et toilet, vi kunne bruge. Men der var kun et personaletoilet, og det måtte ikke lånes ud, svarede ekspedienten.
Kan det være rigtigt?
Skal der ikke være et kundetoilet i alle butikker?
Vi måtte skynde os ud af butikken og bruge toilettet på den nærliggende tankstation.
”A.N.”
Svar:
JA! og NEJ!
Lad os starte med at besvare dit sidste spørgsmål, for der er ingen lovmæssige krav om, at der skal være kundetoiletter i supermarkeder, hos grønthandlere eller i kiosker.. Derimod skal der være kundetoiletter i serveringsvirksomheder, der er indrettet til ophold af længerevarende karakter, fx i cafeer og restauranter.
Reglerne for brug af et personaletoilet i en fødevarevirksomhed – fx en dagligvarebutik – er noget firkantede:
”Personale, der behandler fødevarer, må ikke bruge virksomhedens gæstetoiletter. Tilsvarende må gæster ikke bruge personaletoiletter”.
Strengt juridisk har ekspedienten derfor ret i, at personaletoilettet ikke må lånes ud til kunder.
J.G./E.F.