Min svoger døde for fem måneder siden, mens min søster afgik ved døden for fire år siden. Sammen havde de skrevet et testamente, og der er ifølge testamentet udpeget en advokat som bobestyrer.
Næsten hele boet er testamenteret til velgørenhed. Kun indboet skal fordeles mellem de afdødes søskende i henhold til testamentet, hvor søskende betegnes som legatarer.
Er der nogen tidsramme for, hvor længe bobestyreren kan forventes at skulle bruge, før vi kan få mulighed for at afhente det indbo, som er tiltænkt os, så vi kan få sagen afsluttet?
Bobestyrer oplyste pr. brev for to måneder siden, at boet skulle vurderes af en vurderingsmand, og vi blev bedt om at afkrydse vores effekter på den medsendte liste. Vi har sendt svar på dette, selv om listen tilsyneladende blot er udformet for at trække tiden i langdrag, idet de enkelte ting er omtalt i testamentet. Og siden er intet sket!
Kan man give en tidshorisont for en sådan sag, hvor det jo blot er et spørgsmål om fordeling af effekter i forhold til det, der er skrevet i et testamente?
Min søsters og svogers hus blev af bobestyrer sat til salg for to måneder siden. Kan det få indflydelse på, hvornår vi kan få udleveret indboet?
"N.M".
Svar:
BÅDE-OG! samt NEJ!
Det er op til den pågældende bobestyrer, hvornår han vil udlevere det indbo, som I skal have, dvs. de såkaldte genstandslegater. Men det skal ske inden for den tidsfrist, som en bobestyrer har til at få afsluttet boet, fx to år for et bo hos en autoriseret bobestyrer.
Når I bliver betegnet som legatarer i testamentet, har I ingen indflydelse på boets behandling, og derfor har I først krav på indboet i forbindelse med selve afslutningen af boet.
Men tag en snak med bobestyreren. Juridisk set er der intet til hinder for, at han udlevere indboet her og nu. I har ikke krav på det, men bobestyreren kan gøre det, hvis han vil.
Hvis din svoger var død efter den 1. juli 2011, skulle legaterne udredes, når proklamafristen på 8 uger er udløbet, og boet utvivlsomt er solvent og har tilstrækkelige likvide midler.
I et tilfælde som det omtalte vil det altid være klogt, hvis det i testamentet bliver bestemt, hvornår de eventuelle legatarer har krav på at få de pågældende genstande.
Dog kan I være sikre på én ting. Nemlig at I naturligvis får det indbo, I skal have, for det kan bobestyreren ikke lave om på.
J.G./E.F.