• Skræddersyet testamente – kun 1.800 kr.

Juraeksperten

Familiens Juridiske rådgiver

  • Forside
  • Hos dig
  • Om mig
  • Artikler
  • Brevkasse
  • Dokumenter
  • Priser
  • Kontakt

Af Erik

-Min mand læser alle mine breve

Gennem årene har vi haft mange diskussioner, fordi min mand åbner breve, der bliver sendt til mig. Min mand mener, at ægtefæller har ret til at læse hinandens post, og at det følger af, at ægtefæller kan handle på hinandens vegne. Det skulle være noget med, at min mand hæfter for mine indkøb, og at jeg hæfter for hans.
Er det en rigtig begrundelse?
Kan min mand straffes for at læse mine breve?
“N.T.”

Svar:
NEJ! og JA!
To ægtefæller må ikke læse hinandens breve, medmindre de giver hinanden tilladelse til det.
Åbner en ægtefælle den andens post uden at have fået tilladelse til det, overtræder den pågældende ægtefælle straffelovens § 263, som bestemmer følgende:
“Med bøde eller fængsel indtil 6 måneder straffes den, som uberettiget
bryder eller unddrager nogen et brev, telegram eller anden lukket meddelelse eller optegnelse eller gør sig bekendt med indholdet”.
Sædvanligvis vil en mand ikke blive straffet for at have åbnet et brev til sin kone, da det skal afgøres efter en konkret vurdering, om åbningen har været “uberettiget”. Men når du har understreget over for din mand, at han ikke må åbne dine breve, vil det være en overtrædelse af straffelovens § 263, såfremt han fortsætter med at gøre det. Til gengæld skal du selv indlede en privat straffesag mod din mand, idet politiet kun indleder sådanne sager efter anmodning, og hvis der er særlig grund til det. Og det vil politiet næppe mene, hvis du fortsat bor sammen med din mand.
Når din mand siger, at to ægtefæller kan foretage indkøb på hinandens vegne, så er det til gengæld korrekt. I ægteskabet gælder en såkaldt gensidig husholdningsfuldmagt. Det fremgår af § 11 i lov om ægteskabets retsvirkninger:
“Under samlivet er hver af ægtefællerne i forhold til tredjemand berettiget til på begges ansvar at indgå sådanne retshandler til fyldestgørelse af den daglige husholdnings eller børnenes fornødenheder, som sædvanlig foretages i dette øjemed. Samme ret har hustruen med hensyn til sædvanlige retshandler til fyldestgørelse af sit særlige behov. De her nævnte retshandler anses for indgåede på begge ægtefællers ansvar, hvis ikke andet fremgår af omstændighederne”.
“Hvis den, med hvem retshandelen blev indgået, indså eller burde indse, at det, som retshandelen gik ud på, lå udenfor det efter forholdene rimelige, bliver den anden ægtefælle ikke forpligtet”.
Køber du fx madvarer på kredit, hæfter din mand også for regningen. Men det giver ikke din mand ret til at åbne dine breve.
J.G./E.F.

Skrevet i: Brevkasse - Trygt ægteskabeligt samliv

Profil

Manden bag JuraEksperten er cand. jur. og journalist Erik Frodelund, som i de seneste 30 år har beskæftiget sig med juridisk rådgivning som en del af sit faste arbejde samt i fritiden.

Den 69-årige Erik Frodelund har i en lang årrække arbejdet som chefredaktør på Århus Onsdag samt i Østjyske Distriktsblade K/S, inden han i perioden fra 2000 til 2005 var ansvarshavende chefredaktør og administrerende direktør på Århus Stiftstidende K/S.

Artikler

JuraEkspertens opfordring til Folketinget
JuraEkspertens kronik (“Værsgo’ og spis – 3.125 kr. i timen”) i JP 15/4.
JuraEkspertens spørgsmål om aldersdiskrimination til Folketinget
Læs en af annoncerne for JuraEksperten her

Copyright © 2026 · JuraEksperten.dk · Kontakt