• Skræddersyet testamente – kun 1.800 kr.

Juraeksperten

Familiens Juridiske rådgiver

  • Forside
  • Hos dig
  • Om mig
  • Artikler
  • Brevkasse
  • Dokumenter
  • Priser
  • Kontakt

Af Erik

Lejekontrakten kan indeholde ugyldige vilkår

-Kan udlejeren opsige mit lejemål med to måneders varsel, når det står i min lejekontrakt?
-Skal der være en konto, hvor jeg som lejer indbetaler til maling og tapetsering af lejligheden?
-Må udlejeren forlange fire måneders husleje i depositum?

Spørgsmålene er mange, når det gælder lejemål i private beboelsesejendomme – såvel lejligheder som værelser – og det hænger sammen med, at lejeloven bryder med et af de mest grundlæggende principper i dansk ret. Nemlig at en aftale er en aftale, som skal holdes i alle punkter, hvori den blev indgået!
Hvis du bor til leje skal du være opmærksom på, at lejeloven indeholder:
1) regler, som en udlejer ikke kan ændre til skade for dig ved at skrive noget andet i din
lejekontrakt, dvs. ufravigelige regler.
2) regler, som kun gælder, hvis der ikke på tydelig vis står noget andet i din lejekontrakt, dvs. regler der kan fraviges.
På grund af de to slags regler opstår et væld af situationer, hvor du gør klogt i at få undersøgt, om det, der rent faktisk står i din lejekontrakt, nu også er juridisk bindende for dig. Der kan udmærket være tale om vilkår, som er ugyldige, dvs. uden retsvirkning af nogen art, selv om du har skrevet under på dem!
Et af de områder, hvor lejelovens regler ikke kan ændres til skade for dig, gælder udlejerens mulighed for at opsige dit lejemål. Her indeholder lejeloven helt klare regler for, hvornår lejemålet kan opsiges, og hvordan det skal ske.
Står der fx i din kontrakt vedrørende en lejlighed, at udlejeren kan opsige lejemålet med to måneders varsel, gør du dumt i at flytte. En sådan opsigelse er ganske enkelt ugyldig, dvs. udlejeren har ingen mulighed for at få dig sat på gaden med fogedrettens hjælp.
Det nytter heller ikke, hvis udlejeren fx skriver, at I er enige om en opsigelsesfrist på to måneder fra udlejerens side, fordi det drejer sig om en ejerlejlighed, som udlejeren senere ønsker at sælge. Rent juridisk holder dette vilkår ikke vand, og som lejer kan du rive en eventuel opsigelse i stykker og blive boende, såfremt du ønsker det.
Et af de andre områder, hvor lejelovens regler heller ikke kan ændres til skade for dig, gælder udlejeren mulighed for at kræve istandsættelse i forbindelse med din fraflytning. Her slår loven ganske enkelt fast, at du ikke kan forpligtes til at aflevere det lejede i bedre stand, end det var i, da du flyttede ind.
Lejer du fx et værelse, hvor tapetet har set bedre dage, og hvor loftet bærer præg af røg fra cigaretter, kan du ikke forpligtes til at aflevere værelset i nymalet stand. Et sådant vilkår har ingen gyldighed, selv om det skulle stå i den kontrakt, du har skrevet under på.
Et tredje område, hvor lejelovens regler heller ikke kan ændres til skade for dig, gælder huslejens størrelse. Her kan du nemlig til enhver tid få huslejenævnet til at vurdere, om huslejen er højere end "det lejedes værdi", dvs. hvad lejeboliger af tilsvarende størrelse og standard koster i det pågældende område.
Sætter du fx din underskrift i en lejekontrakt, hvor der står, at "huslejen udgør 4.300 kr. pr. måned, og at lejeren anser det for en yderst rimelig husleje", kan du dagen efter indbringe sagen for huslejenævnet. Og kommer nævnet frem til, at tilsvarende lejeboliger koster 3.200 kr. pr. måned i huslejen, bliver udlejeren nødt til at acceptere, at du kun skal betale dette beløb til ham.
Et fjerde område, hvor lejelovens regler heller ikke kan fraviges til skade for dig, gælder en række situationer, hvor du kan lade andre få brugsret til dit lejemål, fx dine muligheder for at videreudleje, dvs. fremleje, og dine muligheder for at bytte bolig med en anden lejer. Lejeloven angiver nogle betingelser, der skal være opfyldt, før du får de omtalte rettigheder. Men er disse betingelser opfyldt, kan du videreudleje eller bytte, uanset hvad der måtte stå i din lejekontrakt!
Til gengæld indeholder lejeloven også en del regler, som udlejeren frit kan ændre til noget andet, blot det tydeligt fremgår af din lejekontrakt.
Din udlejer kan fx bestemme, at du selv skal være med til at renholde trappen, at du selv skal ordne lejligheden ved indflytningen, at du selv skal stå for lejligheden indvendige vedligeholdelse, og at du skal benytte faguddannede håndværkere, hvis lejligheden skal sættes i stand i forbindelse med din fraflytning.

Skulle du ønske at vide mere om din retsstilling som lejer, eller har du et konkret problem, kan du med fordel tage kontakt med JuraEksperten.

Skrevet i: Brevkasse - Anden juridisk rådgivning

Profil

Manden bag JuraEksperten er cand. jur. og journalist Erik Frodelund, som i de seneste 30 år har beskæftiget sig med juridisk rådgivning som en del af sit faste arbejde samt i fritiden.

Den 69-årige Erik Frodelund har i en lang årrække arbejdet som chefredaktør på Århus Onsdag samt i Østjyske Distriktsblade K/S, inden han i perioden fra 2000 til 2005 var ansvarshavende chefredaktør og administrerende direktør på Århus Stiftstidende K/S.

Artikler

JuraEkspertens opfordring til Folketinget
JuraEkspertens kronik (“Værsgo’ og spis – 3.125 kr. i timen”) i JP 15/4.
JuraEkspertens spørgsmål om aldersdiskrimination til Folketinget
Læs en af annoncerne for JuraEksperten her

Copyright © 2023 · JuraEksperten.dk · Kontakt