Jeg har en mindre it-virksomhed, hvor vi skal i gang med et salgsfremstød. I den sammenhæng vil vi kopiere nogle tusindkronesedler, men kun på den ene side, for det skal fremgå af en tekst på den anden side, at der kan opnås 1.000 kr. i rabat ved at aflevere sedlen samtidig med, at der bestilles ydelser hos firmaet.
Er det lovligt?
”C. G.”
Svar:
NEJ!
I må ikke kopiere den ene side af pengesedlen i naturlig størrelse, og kopieringen kan tillige være i strid med loven om ophavsret.
Hvis I vil undgå problemer med den ønskede reklame, så gør I klogt i at følge de retningslinjer, som Nationalbanken har lavet hvad angår mulighederne for at bruge pengesedler som illustration på reklamer. I kan læse retningslinjerne på Nationalbankens hjemmeside, og her står blandt andet:
”En pengeseddel må gengives på tryk, så gengivelsen er større end 140 pct. eller mindre end 70 pct. af både længden og højden af pengesedlen”.
Det er lovligt at give 1.000 kr. i rabat til alle kunder, der afleverer den forstørrede eller formindskede ”reklame-pengeseddel” til firmaet samtidig med, at kunderne bestiller varer eller ydelser hos firmaet.
J.G./E.F.