Jeg driver selvstændig virksomhed, og der er desværre en række potentielle krav, som kan rejses mod mig privat. Derfor står min kone som ejer af hus, sommerhus og bil.
Kan der laves en ordning, så mine kreditorer ikke kan røre ved de omtalte værdier, hvis jeg dør før min kone?
Kan jeg få alle værdierne, hvis min kone dør før mig, dvs. så vores to børn først skal have noget, når jeg dør?
Skulle vi blive skilt, skal det hele naturligvis deles ligeligt.
Der er p.t. ingen aktuelle krav mod mig.
”P.M.”
Svar:
JA! og NÆSTEN!
I kan vælge, at alt, hvad I hver især ejer, skal være jeres fuldstændige særeje. Dermed er din kone sikker på, at hun beholder huset, sommerhuset og bilen, hvis du dør før hende. I den situation kan dine kreditorer ikke gå efter din enkes værdier.
Du kan ikke sikres ”det hele” – som du ønsker – hvis din kone dør før dig. I stedet kan du sikres 7/8 af din kones værdier, hvis I udover ægtepagten opretter et testamente, hvor I begunstiger hinanden mest muligt. Resten er såkaldt tvangsarv til jeres to børn.
Den omtalte model stiller dig imidlertid meget dårligt i tilfælde af en separation eller skilsmisse. Her beholder din kone alle de værdier, der står i hendes navn.
Juridisk set kan du ikke bringe din kones værdier i sikkerhed for dine kreditorer samtidig med, at du skal have halvdelen ved en separation eller en skilsmisse. Derfor gør du klogt i at få konkret juridisk rådgivning, inden du eventuelt lader din kone eje sine værdier som sit fuldstændige særeje.
J.G./E.F.