Jeg har ingen børn, mens min mand har to, som han ikke har set i de 21 år, hvor vi har været gift. Derfor har jeg foreslået, at vi som omtalt i jeres brevkasse får lavet en ægtepagt, så alt er mit særeje. Men det vil min mand ikke være med til.
Kan vi lave et særeje, der kun gælder ved min mands død?
Min mand siger, at jeg er sikret, når hus og bil står i mit navn. Det betyder efter hans opfattelse, at jeg kan beholde det, hvis jeg lever længere end min mand.
Er det rigtigt?
”J.W.”
Svar:
NEJ! og til dels JA!
I kan ikke aftale en formueordning i en ægtepagt, der kun gælder ved død. Den vil også gælde i alle andre situationer, fx ved en skilsmisse.
Din mand har ret i, at du kan udtage huset og bilen, hvis han dør før dig, når du står registreret som ejer. Det kan din mands to børn ikke forhindre. Men en ting er retten til at udtage huset og bilen, en anden om du har råd til det, for efter det oplyste står din mands to børn til at arve halvdelen af din mands andel af jeres fælleseje – og dermed en fjerdedel af jeres samlede værdier.
De to børn arveandel kan nedsættes til 1/8 af din mands andel af jeres fælleseje, hvilket er lig med 1/16 af jeres samlede værdier. Nemlig hvis din mand begunstiger dig mest muligt i et testamente.
I kan oprette et testamente, hvor din mand begunstiger dig mest muligt, og hvor I bestemmer, hvem der skal arve de værdier, som den længstlevende af jer måtte efterlade sig. I testamentet bør I tillige tage højde for, at I kan afgå ved døden samtidigt, fx ved en bilulykke.
J.G./E.F.