Nogle forældre i min søns klasse er i færd med at lave en hjemmeside på Internet, og her vil de bringe fotos og diverse oplysninger om aktiviteterne i klassen.
Kan forældrene uden videre gøre det?
Kan vi nægte, at der lægges billeder og personlige oplysninger om vores søn på nettet?
"C.P."
Svar:
NEJ! og JA!
De omtalte forældre må ikke offentliggøre fotos og oplysninger om andre elever, medmindre de andre elevers forældre har givet deres samtykke til det. Derfor kan I nægte, at jeres søn overhovedet bliver omtalt på en eventuel hjemmeside.
Skolen må i øvrigt heller ikke oprette en hjemmeside med oplysninger om elever, uden den har fået udtrykkelig tilladelse til det på den enkelte elevs vegne. Det fremgår af de retningslinier, som Datatilsynet har udarbejdet, og som fastslår følgende:
"Når en skole ønsker at offentliggøre oplysninger om eleverne som for eksempel navne, billeder, klassebilleder, eller oplysninger om fritidsinteresser på sin hjemmeside, må det kun ske, hvis der inden offentliggørelsen indhentes et udtrykkeligt samtykke for hver enkelt elev.
Som udgangspunkt skal skolen have samtykke fra forældremyndighedens indehaver. Hvis en elev er 15 år eller derover kan han/hun i almindelighed selv give samtykke til, at skolen offentliggør oplysninger om eleven på sin hjemmeside. Datatilsynet har ved fastlæggelsen af denne aldersgrænse taget i betragtning, at en elev på denne alder normalt er moden nok til at overskue konsekvenserne af et samtykke til videregivelse af oplysninger på Internettet.
Eleven kan tilbagekalde sit samtykke på et hvilket som helst tidspunkt, hvis han/hun af en eller anden årsag ikke længere ønsker, at oplysningerne skal offentliggøres. Hvis eleven eller forældremyndighedens indehaver tilbagekalder samtykket, skal skolen fjerne oplysningerne fra hjemmesiden igen".
J.G./E.F.