Jeg ejer en villa, hvor der er en lejlighed i enden af huset. Denne lejlighed har jeg udlejet på en kontrakt med et vilkår om, at jeg har et års opsigelse overfor lejeren, mens lejeren har tre måneders opsigelse overfor mig.
Er det lovligt?
Kan jeg på nogen måde komme af med lejeren med en kortere opsigelsesfrist?
“J.J.”
Svar:
JA! og NEJ!
Hvis du selv bor i den anden del af huset, kan du opsige lejemålet med et års varsel, og du behøver ikke at angive nogen begrundelse overhovedet. Denne mulighed fremgår af lejelovens § 82 litra b, der kun gælder for tofamiliehuse, hvor ejeren selv bor.
Du har ingen mulighed for at opsige din lejer med en kortere frist. En udlejer kan kun opsige lejemål efter de regler, der står i lejeloven. Derfor er det juridisk set ligegyldigt, hvad du skriver i en lejekontrakt, for stiller det lejeren dårligere, end de regler, der står i lejeloven – hvad angår opsigelse fra udlejers side – er det ugyldigt, dvs. uden retsvirkning af nogen art.
Eller sagt på anden vis, så ville du ikke kunne opsige din lejer med fx tre måneders varsel, selv om din lejer havde skrevet under på et sådant vilkår.
J.G./E.F.